Kend dit digterkvarter: Dødsruten
På kortet ses en rute rundt i digterkvarteret. Hvis du følger ruten og samtidig læser de små tekster nedenfor, kan du blive klogere på forfatternes relation til døden i deres forfatterskab, liv eller eftermæle.
Undervejs kan du læse det afsnit, der omhandler den forfatter, hvis vej du befinder dig på. Hvor du starter er ligegyldigt, og du kan selvfølgelig også nøjes med blot at gå en del af ruten.
Måske du selv får lyst til at lave andre ruter med andre tematikker rundt i kvarteret.
Johannes Ewald
”En stor digters død”
I 1759 drager en ung og nyforelsket Johannes Ewald i tysk krigstjeneste for at tjene hurtige penge. Allerede i 1760 er han hjemme fra sit mislykkede eventyr igen – uden hæder og penge – og plaget af en invaliderende gigtsygdom, som han pådrog sig under sin deltagelse i Syvårskrigen (1756-1763).
Samtidig med at Ewald hyldede og værnede om de pietistiske dyder, gjorde en uudslukkelig trang ham til slave af stærk alkohol – måske som følge af sygdommen og senere tabet af ungdomskæresten Arendse Hulegaard. Plaget af sygdom i den sidste fase i sit liv, blev Ewalds digtning mere religiøs. Døden indtraf 17. marts 1781, Ewald kun 37 år gammel. På sit dødsleje digtede han salmen “Udrust dig, helt fra Golgata” (1781) og tilføjede et lille hjertesuk til sidst i strofe fire. Dødssalmen blev uddelt og for første gang sunget til følget ved Johannes Ewalds begravelse i Trinitatis Kirke i København seks dage senere under overskriften “Johannes Ewalds sidste poetiske Følelser nogle Timer før hans Død”.
Salmen var en stærk kontrast til tidens pietisme, som han var opdraget i. Bemærkelsesværdigt ved salmen er nemlig, at Jesus ikke fremstilles som den lidende på korset, men som en handlekraftig kriger med sværd (glavind) og skjold, helt rødt af fjenders blod, som skal beskytte den fortabte, der har mistet troen. Digtet kan måske derfor i lige så høj grad betegnes som en sejrssalme frem for en dødssalme. Gennemgående for Ewalds forfatterskab er en hyldest af helte og heltedåd. Som digtet håbefuldt skildrer, så drømmer Ewald om, at Jesus som en helt skal frelse mennesket ved at vende sit sværd mod fjenderne: Mørket og fortabelsen, der følger med synd, og i sidste ende – døden.
Digtet er senere blevet til en salme med melodi af komponisten Niels W. Gade i 1856 og har siden da, med undtagelse af fjerde og sidste strofe, været at finde i de danske salmebøger.
Læs også mere om Johannes Ewald her
Jeppe Aakjær
”Kunsten at leve med døden som en naturlig del af livet”
I mange år efter Jeppe Aakjærs død florerede en historie, hvis sandhedsværdi ingen næppe kan garantere. Kort fortalt lød historien under overskriften ”Landpostbudet spiste Jeppe Aakjær”: Jeppe Aakjær blev efter sin død i 1930 kremeret. Senere kom urten med asken hjem på gården Jenle i Salling, hvor Aakjærs enkefrue Nanna Krogh Aakjær placerede den i forgangen. Her bød landpostbudet dagligt sit besøg, der, som skikken dengang lød på, havde for vane at dyppe sit skrå i aske. Hvad det stakkels postbud ikke vidste var, at skråen dagligt blev dyppet i resterne af Aakjær. Omsider, da Nanna Krogh Aakjær endelig valgte at nedsætte urnen i den omkringliggende have til Jenle, var asken, resterne af den berømte forfatter, væk.
På trods af Aakjærs egen alternative og unaturlige bisættelse, optræder døden i hans forfatterskab ofte konkret som en naturlig del og konsekvens af livet. Det er digtet ”Den Røde Lærke” fra digtsamlingen Den Sommer og den Eng (1910) et godt eksempel på. Digtet skildrer en cyklisk bevægelse fra lærken får vinger og top, for første gang flyver op og er fortryllet af strubens første klang og fuglesang, til sin død i vintersne. Med digtet viser Aakjær sig som en blændende naturlyriker, hvis værker ofte bestræber sig på at skildre samspillet mellem menneskets sociale forhold, arbejdet og naturen. I ”Den Røde Lærke” skildres et livsmønster og digtet bliver i den forstand en fuldbyrdelse af livets cyklus fra fødsel til død: ”Der, hvor Døden dig slog saa brat, fandt du Livet en Dugfaldsnat”. En cyklus, som er den samme uanset om man er fugl eller mand – og som ”skæbnebinder os, Fugl som Mand.”
Christian Winther
”Et rigt forfatterskab, et fattigt liv”
I 1829 arver en ung Christian Winther 25.000 rigsdaler efter sin farbror. Summen af arven var ganske betydelig, og Winther besluttede sig for at rejse til Tyskland og Italien, i hvilken forbindelse han ødslede størstedelen af sin arv væk. Dette resulterede i, at Winther blev gældsat i en tidlig alder. Han tilkendegav dog aldrig sin situation for omverdenen, og han levede derfor et tosidet liv til det sidste, for gælden var en livslang følgesvend. Udadtil var han en velanset og bredt respekteret mand, men i realiteten var han i så stor gæld, at han var i konstant flugt fra sine kreditorer, og bag facaden var hans tilværelse derfor langt mindre prisværdig, end den forekom. Winther tager sit sidste åndedrag i Paris den 30. december 1876, og efterlader en enorm gæld, men også et fantastisk forfatterskab. Hans jordlige rester blev efterfølgende transporteret tilbage til Danmark, takket være en indsamling, og det er på sin vis både tragisk og komisk at forfatterskabet, der i hans levetid ikke kunne afvikle hans gæld, endte med at betale for hans begravelse.
”Jeg elskte Fogdens Datter” (1828) er et fortællende digt med forskellige former for flersidighed, hvor modstridende kræfter, navnlig godt og ondt, liv og død, skaber handlingens fremdrift. Digtets sidste vers fokuserer på forskellen mellem ydre og indre forhold, og mimer i denne forstand Winthers egen tosidede tilværelse: ”Nu er jeg lystig atter, Men det er Satan til Lyst, Naar paa Fjæset staaer Latter, Men Helved i mit Bryst.”
Læs mere om Christian Winther her
B.S. Ingemann
“Den levende døde”
B.S. Ingemanns novelle “Den levende døde”, oprindeligt fra samlingen Tre Fortællinger (1835), er en finurlig historie om en major, der i sine unge dage beslutter sig for at være død om dagen på grund af ulykkelig kærlighed. Som et genfærd spiller han musik og læser om natten, men ligger næsten livløs i hospitalssengen om dagen, som om han var død. Tyve år senere fortæller majoren: ”Jeg befandt mig i almindelighed meget vel i den verden, min sjæl, som af en slags instinkt havde taget tilflugt til. Jeg var fri for at se og høre, hvad jeg i den såkaldte virkelige verden fandt uudholdeligt.” Denne splittelse mellem sjælen og kroppen, eller mellem den fysiske og åndelige verden, er typisk for Ingemanns ofte oversete noveller og eventyr. Splittelsen går igen i Ingemanns optagethed af det gode overfor det onde, og lyset overfor mørket.
Ingemanns skildring af døden og sjælen, skal især også ses i relation til hans forhold til Gud. Ingemann så ikke dåben som yderst nødvendig, og han tvivlede på kødets opstandelse. Der var for Ingemann snarere tale om sjælens opstandelse og en mulighed for alle for at blive frelst efter døden.
Denne frelse ses altså også på sin vis i ”Den levende døde”, hvor majoren finder fred, i sin dødslignende tilstand: ”Min sjæl havde fundet sit supplement – den higede ikke mere i sentimental længsel efter et uopnåeligt gode. Min elskede var åndeligt hos mig med tanken om hende.”
Carit Etlar
“Døden som traume”
I Carit Etlars debutroman Smuglerens søn fra 1839 befinder vi os omkring Ringkøbing i den første halvdel af 1800-tallet. Her bliver vi introduceret til smugleren Will, der er anklaget for mord – blot et par sider senere bliver han henrettet. Wills søn Jan, der blot er et barn, overværer henrettelsen, og denne brænder sig ind i hans bevidsthed og kommer til at forme hele hans liv.
Smuglerens søn er dog ikke blot en bog om en ung mands opvækst, men skildrer også livet på den vestjyske hede. Bogen er spækket med fantastiske naturbeskrivelser og afspejler tydeligt Etlars forkærlighed til heden, hvor han færdedes i sin barndom.
Lærken synger, Brokfuglens tungsindige Klageskrig lyder inde fra Lyngen, og undertiden i stille Vejr trænger et svagt Bulder, en hul og dybtonende Brummen af Vesterhavet hen over Egnen.
Dødsmotivet i Smuglerens søn er en fysisk død, der bliver et traume for den unge Jan. Her finder man ingen overførte betydninger eller metaforer – det er den ægte vare. Endvidere bruger Etlar også dødsmotivet til at beskrive de tilstande, befolkningen levede under i fortiden. Uden Will, der var overhovedet i familien, mister de deres levebrød. Hans sidste ønske inden henrettelsen var, at folket ikke måtte vende hans familie ryggen blot på grund af hans gerninger.
»Far vel, alle sammen! Saa vidt er det kommen med mig, I ser en Drabsmand for jer, — endskønt jeg vel kunde sige, dog det kan være det samme, — men dernede bag disse tre Høje mod Syd ligger min Hytte, en gammel Fader græder over mig, en Kone ogsaa, glem ikke dem, Folk! Vær lidt gode mod dem, den gamle er næsten hundrede Aar, han kan ikke selv bjerge Foden, og saa — jeg har ikke mere at sige.«
