Jeg er forvirret, men jeg tror jeg forstår

Fra Murakami og ud i det underlige

Mange vil kunne nikke genkendende til navnet Haruki Murakami, når man introduceres til japansk litteratur. Mere ofte end ikke foregår Murakamis fortællinger i et magisk univers, der lader til at være lidt ved siden af vores eget, og hans skrivestil er også blevet beskrevet som en form for japansk magisk realisme. Men Murakami er langt fra den eneste japanske forfatter, der bevæger sig i det forunderlige, det magiske og det mærkelige i litteraturen. Det mærkværdige i japansk litteratur kan bestå af alt fra rumvæsner til mennesker med mærkelige evner til kæmpestore talende frøer.

Moderne japansk litteratur har mange bud på mestre i det forunderlige – især også kvindelige forfattere har en væsentlig rolle i den litteratur, der hælder til det mærkelige. De første par gange jeg læste rent japansk litteratur, var jeg super forvirret. Det var smukt og det var dragende, men hvad i al verden var det lige det prøvede at sige til mig med alle de mennesker, der mistede tyngdekræften, og derfor fløj væk? Det var noget af et spring fra britisk-japanske nobelprisvinder Kazuo Ishiguros litteratur, som ellers var det, jeg havde beskæftiget mig med tidligere, og som var en hel del mere, lad os kalde det underspillet. I denne artikel anbefaler jeg tre værker skrevet af kvindelige japanske forfattere, som ikke er sværvægterne Murakami eller Ishiguro, men som jeg mener, fortjener at blive læst i samme grad som dem.

Ikke-steder og ikke-mennesker

Jeg elsker en virkelig god titel, det er simpelthen så tilfredsstillende. Og Sayaka Muratas (f. 1979) roman Døgnkioskmennesket har i dens danske oversættelse en af de absolut skønneste titler, synes jeg. Titlen indfanger romanens finurlighed og dens akavede hovedperson i ét ord. Døgnkioskmennesket handler om kvinden Keiko, som arbejder i en døgnkiosk i Tokyo, det samme sted hun har arbejdet i 18 år, og hun har ingen intentioner om at bevæge sig videre derfra, på trods af at være ugift og have rundet de 36 år. Romanen er en mærkelig, morsom og rørende kærlighedserklæring fra en kvinde til en døgnkiosk:

”Jeg kan mærke, at alt går, som det skal denne morgen i døgnkioskens lille firkantede kasse af lys.
Gennem den store glasrude, der er nypudset og uden fingeraftryk, ser jeg mennesker ile forbi. Det er starten på en ny dag. Verden vågner, og dens tandhjul begynder at dreje. Jeg er et af disse tandhjul, som drejer rundt og rundt på det tidspunkt, som kaldes for ’morgen’.” (Murata, 2019, s. 4)

Keiko er en outsider fra resten af samfundet, hun passer ikke ind, men hun finder en plads til sig selv i døgnkiosken. På samme måde som døgnkiosken er en form for ikke-sted, et sted som folk konstant bevæger sig igennem, men som ingen tænker nærmere over, er Keiko et slags ikke-menneske. I nutidig japansk litteratur er der mange kvinder, der skriver ud fra et aseksuelt standpunkt – eller hvor manden bliver mere eller mindre skrevet ud. I Muratas roman kommer denne aseksualitet til udtryk igennem Keikos fuldstændig ikkeeksisterende interesse i ægteskab eller romantiske forhold – det vigtige i hendes liv er døgnkiosken. At Keiko bliver i jobbet underminerer sociale normer, og med en vis ironisk distance giver Murata i romanen social kritik, der føles både rammende, sjov og excentrisk på samme tid. En mærkelig bog, som jeg ikke kan andet end at anbefale – og jeg glæder mig selvfølgelig også til at læse Muratas nyeste roman Earthlings.

Jeg vikler mig ind i det bizarre

I spændet mellem det groteske, det sære, og det fantastiske finder vi Yukiko Motoyas (f. 1979) litteratur. Motoyas noveller starter som regel i noget, der ligner almindelige hverdagssituationer eller -steder, men hurtigt bliver sløret løftet for noget, der er mere forunderligt og absurd, end man forestillede sig, da man gik ind til det.

I novellen ’Et eksotisk ægteskab’ opdager en kvinde, at hendes mands og hendes eget ansigt begynder at ligne hinanden mere og mere – deres ansigtstræk omrokeres, så de begynder at blive til den samme person. ’The Lonesome Bodybuilder’ fortæller historien om en kvinde, der bliver overset i sit ægteskab, og ender med at blive passioneret for bodybuilding. Og i novellen ’Fitting Room’ betjener en butiksarbejder en kunde i timevis, som måske er mere alien end menneske:

”By the time the clock rounded midnight, my customer had finished trying on every piece of clothing in the shop. Which would she choose? I made a cup of tea and set it by the sofas for when she finally emerged. But it wasn’t to be – she didn’t come out of the fitting room, dressed in the clothes she’d arrived in. Instead, she called out that she wanted to go back to the very first thing she’d tried on.” (Motoya, 2018, s. 25)

Det absurde opleves igennem karaktererne, som er lige så forvirrede som læseren selv, men alligevel tager de begivenhederne i stiv arm – absurditeten forvandles til en forudsætning for livet eller en opgave, der skal løses. Motoyas skrivestil er hviskende og betagende, og historierne er usædvanlige og kreative, hvilket gør novellesamlingerne til en fornøjelse at læse.

Er alt som det burde være?

Nu til mennesker, der mister deres tyngdekræft. Hiromi Kawakami (f. 1958), kendt fra romanen Senseis Mappe, har skrevet novellesamlingen People From My Neighbourhood, som er en samling bittesmå tekster, tre sider stykket, om folk der bor i det samme nabolag. Det er historier om de mennesker, der er lige ved siden af os, og som vi ser hver dag, nemlig vores naboer – men med en dybtliggende forunderlighed, der gennemsiver hele samlingen.

To piger, som begge hedder Yoko og har den samme fødselsdag, har en intens rivalisering. På en helt almindelig skoledag annonceres en ingen-tyngdekræft alarm, som vil finde sted fra kl. 14 til kl. 17, så sørg for at være indendørs i det tidsrum. Et barn bliver fundet under et træ og flytter ind hos fortælleren, men ældes ikke i løbet af de tredive år, det bor der. Og så er der historien om den gamle mand med to skygger:

”We called him Grandpa Shadows because he had two shadows.
One shadow was docile and submissive, the other rebellious. The rebellious one was always pushing the docile one around or running off somewhere or behaving in a manner that bore no relationship to what Grandpa Shadows was doing. On occasion, it would even attach itself to another person and refuse to leave for two or three days.” (Kawakami, 2020, s. 36)

En helt usandsynlig mængde af mærkværdige og magiske hændelser foregår i dette nabolag, men det fortælles alt sammen helt nøgternt. Menneskerne i nabolaget udviser ingen voldsom reaktion på de mystiske begivenheder, udover måske nogle løftede øjenbryn, så hvorfor skulle jeg som læser? Samlingen er nem at falde ind i, og Kawakamis miniaturetekster er morsomme og uimodståelige. På den ene side føles det hele hverdagsagtigt og almindeligt, og på den anden side er det mystisk og magisk og mærkeligt.

People From My Neighbourhood kan lånes på Bibliotek.dk.

Forvirring, men ro

Efter at have læst disse bøger, sidder jeg forvirret ladt tilbage med følelsen af, at der må være et eller andet, jeg har misset. Sikke nogle dybt besynderlige tekster, men alligevel har jeg været fuldstændig betaget af dem. Der ligger en ro i de tre forfatteres tekster – selvom det er mærkeligt, så hviler de i deres absurditet. Forvirringen er derfor ikke ubehagelig, men intentionel, og jeg tror trods alt, jeg inderst inde forstår, hvor det var, forfatterne i sidste ende ville have mig med hen.