Iransk forfatterinde besøgte Aarhus

Af Anonym (ikke efterprøvet)
15.09.15
Det er den 11. september 2015, og fra den store sal på Dokk1 i Aarhus, høres lyden af iransk popmusik fra 60’erne. I den ene ende af salen er der dækket op med iranske kager, te og kaffe. Omkring 140 mennesker er mødt op, og de tager langsomt plads i salen. Jeg er til forfatteraften med den iransk-fødte forfatterinde, Sahar Delijani, til en snak om hendes debutroman fra 2013: Jacarandatræets børn. Den danske forfatter og politiske skribent, Rune Engelbreth, interviewer hende.

Sahrar Delijani, der i dag bor i Italien, har fået stor anerkendelse for sin første – og indtil videre eneste – roman, Jacarandatræets børn. Bogen tager sit udgangspunkt i den Iranske hovedstad, Teheran. Den fortæller historien om de børn der voksede op under og efter den iranske revolution, 1979. Børnenes forældre kæmpede under revolutionen, men tabte til det nye regime, og blev derfor fængslet for deres aktivisme mod styret. Bogen er en mosaik af forskellige menneskeskæbner, som flettes ind og ud mellem hinanden. Sahar Delijani fortæller historien om en krig som kun få af os kan relatere til, og den fortælles gennem de mennesker der var en del af begivenhederne.

Det er ikke helt tilfældigt at Sahar skriver om revolutionens børn, da hun selv er en af dem. Delijanis forældre var politiske aktivister i Iran, og blev begge fængslet. Delijani blev født, da hendes mor stadig sad i fængsel, hvorefter hun blev givet til sine bedsteforældre, der tog sig af hende. Delijani fortæller selv at bogen bygger på virkelige hændelser, men det er ingen biografi. Den handler om de ”almindelige” mennesker, der lige som hendes forældre både havde ægtefælle, børn og arbejde, men som alligevel fandt styrke til at kæmpe mod det religiøse styre.  

Delijani er mærket med håb

I Jacarandatræets Børn er der en kvinde, lige som Delijanis egen mor, der må føde sit barn i fængslet. Der er en kvinde, hvis mand bliver henrettet, og børn splittes fra deres forældre, som alle sidder i fængsel. Alligevel er bogen fyldt med håb, og det samme er Delijani. Den smilende forfatterinde fylder salen med både gruopvækkende fortællinger om krig, men også med et endeløst håb og tro på fremtiden. En tro på de ”almindelige” mennesker, som risikerer livet for deres land. Engelbreth spørger hende om undertrykkelsen og uretfærdigheden ikke har vakt et had i befolkningen, eller hos de aktivister, som blev fængslet for deres kamp for frihed. Delijani svarer entydigt nej. For Delijani er had en al for stærk og destruktiv følelse. Aktivisternes kamp mod regimet handler ikke om dem selv og deres personlige vrede, men om noget større. Hun forklarer: Hver gang at en enkelperson får at vide, at der er noget hun ikke må sige eller skrive, fordi det er imod styret, så er det ikke kun denne ene person, som ikke må sige noget – det må alle andre heller ikke. Og det er dét, der er så smukt ved Delijani’s fortælling. Fællesskabet omkring landets smerte. Når der er én der nægtes sine menneskelige rettigheder, så bringer det også et lille sår i alle andre mennesker.

Det er spændende at gruppen ”Authors in Aarhus” har bragt Sahar Delijani til Aarhus. Delijanis arrangement har åbnet en lille dør, ved hjælp af litteraturen, til at forstå en virkelighed, der ellers er os fjern.

Af Miriam Yamil