I min juleferie vil jeg læse "Mind Games"

07.12.15
I min juleferie tager jeg på en virtuel tur ud i fremtiden med ”Mind Games” af Teri Terry

Jeg arbejder som børnebibliotekar på hovedbiblioteket på Dokk1 og benytter det som kærkommen undskyldning for at læse en god blanding af børnebøger, fantasy, gys, science fiction og young adult bøger.

Jeg har lige siden mine barneår været særligt fascineret af det fantastiske og det magiske og elsker når der leges med tanken om at der ved siden af den til tider lidt grå og kedelige virkelighed findes en mere farverig, spændende og lidt farlig magisk virkelighed.

Den fascination er heldigvis fuldt med tiden og gælder også de mange spændende historier, hvor det virtuelle krydser over i virkeligheden (og omvendt), som for eksempel den eminent skrevne og fortalte ”Ready Player One” af Ernest Cline eller ”Neuromancer” af William Gibson, en bog der har inspireret utallige andre og fortjent indtager en plads som nyklassiker i science fiction genren.

”Mind games” lader til at have nogle af de samme temaer, med et dystopisk samfund og kampen for at overleve som individ i samme, men hvor ”Mind Games” placerer sig i forhold til dem ved jeg endnu ikke…

Men jeg glæder mig, som et lille barn til juleaften, til at finde ud af det!

Glædelig jul og god læselyst

Steen Nielsen, Børnebibliotekar på Hovedbiblioteket/Dokk1

Materialer