Humor i ramme alvor

05.05.21
Tidligere Littunaskribent Hans Peter Madsen har skrevet en eksplosiv debut, der ikke er bange for at vise sine politiske hensigter uden på ærmerne.

Bogen er en morsom novellesamling om klimakrisen, kapitalismens senstadium, Danmarks udenrigspolitik, clickbait, Lars Løkkes nosser og meget, meget mere. 

Anmeldelse af Hans Peter Madsen: Brænd huset ned, giv træet vand, udgivet på Turbine d. 8. april 2020. 
Anmeldt af Arvid Kühne

Novellesamlingen er delt op i to dele. Den ene del er Brænd huset ned, som er en række korte historier om apatiske danskere og deres tilværelse. På trods af de meget alvorlige og ”voksne” tematikker, er disse noveller til tider skrevet næsten som børnebøger. Denne inkongruens bruger Madsen til sin fordel, og skaber nogle hysterisk morsomme fortællinger om danskere der ikke kan, eller ikke vil, se ud over deres egen næse:

”Lone var en kvinde af den slags, der altid spildte en smule kaffeklumper, når hun lavede instantkaffe. Ikke fordi hendes hånd rystede, men fordi hun konsekvent overfyldte teskeen. Ovenikøbet var hun en kvinde af den slags, der troede, hun var klodset, og ikke kunne se, at hendes klodsethed i virkeligheden var grådighed. Lone brugte to teskeer til instantkaffen, først én til kaffemixet (vand, røre rundt), så én til sukkeret (røre rundt).”

You can never go home again

Men uden for deres osteklokke lurer virkeligheden, der kommer tættere og tættere på, og truer med at destruere trygheden. Det eksemplificeres måske bedst i ”Hvide orme”, en ganske ulækker fortælling om Albert, der begynder at bruge for meget tid på toilettet, efter en hvid hinde af talg begynder at opstå på hans testikler. Denne ulækre talg, der ikke vil gå væk, bliver en fysisk påmindelse om flygtningekrisen, Albert ikke forholder sig til: 

”Han studerer den hvide hinde i underbukserne, han stikker en finger ned i den klæbrige masse, snuser til det. Så smager han, saltet, der trænger sig ned i hans halsåbning, slaget af overvældende smag og kraft, der trænger sig ned i ham, lukker sig om hans lunger, fylder hans lunger, blokerer, saltet i ham og overalt omkring ham, saltet, der er ham nu, og ham der ikke er, hvide orme i lungerne som en bølge.”

Madsen understreger, at de humanitære og klimamæssige katastrofer der sker verden rundt, ikke kan ignoreres for evigt. Før eller siden kommer vi til at mærke konsekvenserne.

Gammelmandsmelankoli fra en ung ånd

Bogens anden del, Giv træet vand, er en lidt mere alvorlig og måske personlig affære, da Madsen skifter over til første person. Anden del er præget af filosoferende bevidsthedsstrømme (og et enkelt digt), der ofte vækker minder til Søren Ulrich Thomsens En hårnål klemt inde bag panelet. Novellerne her er ikke lige så originale som i den første del, men til gengæld mere modne. Det er især her Madsen demonstrerer sin sproglige kunnen. Særligt novellen ”Til læseren”, der handler om cykeltur hjem fra Moesgaard Museum, var rørende: 

”Jeg ville ønske jeg kunne vise dig lyset og vandet, jeg ville virkelig ønske jeg kunne sige: ”Rejs dig,” og du ville rejse dig, jeg ville virkelig ønske jeg kunne sige: ”Kom med,” jeg ville virkelig ønske jeg kunne sige: ”Se,” og du ville se, jeg ville virkelig ønske jeg kunne sige: Rejs dig, kom med og se,” og du ville stå op af din grav.”

På den måde er det en ret unik samling, for første del føles virkelig som en debut: fyldt med farver, humor og originalitet. Omvendt føles anden del som om den er skrevet af en erfaren forfatter, hvilket måske er intentionelt, da jeg’et i en af fortællingerne for eksempel er en gammel mand der også er forfatter. Madsen har i interviews udtrykt et ønske om mere eksplicit politisk litteratur i det danske landskab, og jeg kun give ham ret. Hvis det altså betyder at vi får flere bøger ligesom denne. For bogen er et politisk opråb til de apatiske, og Madsen gør det klart at han stiller os alle sammen til ansvar.