Merete Pryds Helle, 2016
Fotograf: Thomas A

Højtlæsning: Folkets skønhed

Af Anonym (ikke efterprøvet)
17.03.17
I april kan du på både Risskov og Højbjerg Bibliotek opleve højtlæsning for voksne. Den sidste titel i forårets oplæsningsrække er Merete Pryds Helles Folkets skønhed. Her kan du læse lidt mere om, hvad der er på færde i Pryds Helles roste slægtsroman.

Ovenfor: Merete Pryds Helle. Fotograf: Thomas A.

Merete Pryds Helle er kendt for at være en forfatter, der gennem sit forfatterskab har bredt sig over mange forskellige platforme og medier, og på den måde har været nyskabende med sine litterære værker. 

Men med det seneste skud på stammen, Folkets skønhed, som forfatteren også har modtaget De Gyldne Laurbær for, er det den mere traditionelle, lange slægtsroman, Pryds Helle har begivet sig udi – og det med manér.

Den lidt specielle titel, ’folkets skønhed’, der ikke umiddelbart leder tankerne hen på en familiekrønike, dækker over en slags ophøjet stemning eller ro, en hævdelse af noget særligt og ganske anstændigt ved det ellers hårde og utaknemmelige landliv, som Marie og hendes familie lever på Langeland i 1930’erne. De har måske ikke meget, ikke engang deres egen gård som landmændene, men, insisterer Maries far, de har folkets skønhed. I ”hundedagene”, om sommeren når det er rigtig varmt, kan de for en stund glemme deres mangler: 

Faren slog mindre, end han plejede. Om morgenen plukkede han en kaprifolie af busken ved lågen og satte den i knaphullet. 

– Er det folkets skønhed? spurgte Marie, mens hun kravlede op på lågen for at svinge frem og tilbage og vinke til hans ryg, når han gik af sted ned til TaterCarstens hus. 

– Lidt forstand har du da, tøs, sagde han. 

Han tog en kasket på for solen, og den fik hans ansigt til at virke rundere og blidere.

 

Hverdagsvold 

Noget af det, man straks bemærker ved familielivet i det lille husmandssted, der (forhåbentlig) står i skarp kontrast til dagens Danmark, er den helt naturlige vold, der præger hverdagen. Der er intet bemærkelsesværdigt i, at broren Kaj, da han næsten får taget livet af sig og ikke kan trække vejret efter et uheldigt hvepsestik i halsen, får en bunke lussinger af faren Carl. Først håner han sønnen, ”Nå, HvepseKaj … jeg troede kun, det var tåber, der gik rundt med åben mund.” Så bliver Marie bedt om at se til kartoflerne: 

Marie stillede sig foran vasken og forestillede sig at hendes far spiste kartoffeløjnene et efter et. Så kom slaget. Det lød som en lussing. 

– Er du klar over, hvilket besvær du kunne have kostet os, råbte faren. 

Så en lussing til. Marie trak vejret lydløst. 

– I kan sætte jer, sagde moren. – Begynd at skære, Carl.

Langeland er i romanen ikke kun et fysisk sted for familien, for Marie og hendes venner og naboer. Det er i lige så høj grad en sindstilstand – nært knyttet til ’folkets skønhed’ – og Langeland flytter derfor med Marie, da hun senere i livet gifter sig med ingeniørstudenten Otto, og de flytter til København og til et væsentligt rigere liv, materielt set, til parcelhuset i Værløse. 

På den måde er skellet mellem ’Langeland’ og ’folkets skønhed’ en spænding, der driver Maries liv og på sin vis afgør hendes skæbne, uanset hvor hun så helt geografisk ender: en smuk og ønskværdig stolthed, en opmærksomhed på det yndefulde i det trænge, der er svær at koble fra det grimme og ømtålelige armod. 

 

Pæretræer og tordenkaffe 

Overalt i bogen bliver vi ført gennem Maries triste historie med et sprog, der virkelig batter med en naturlig klarhed og en ømhed, og dette sprog er uden tvivl en vigtig grund til, at romanen er så velanset og nomineret til flere litteraturpriser, heriblandt Politikens Litteraturpris og Læsernes Bogpris. Hør f.eks. følgende, hvor Marie tænker, at Langeland må være en regnskov, ”for intet sted kunne det vel regne mere end her”, og fortælleren bemærker:  

Pæretræernes blade vendte den grålige underside frem, når vinstødene skubbende dråberne foran sig ind mod træerne. Selv nu, langt hen i juli, tordnede og bragede det ude over havet, og regnen høvlede ned. Børnene blev sendt alene i seng, mens forældrene blev nede i køkkenet og trak tordenkaffe.

Man kunne som læser bruge meget tid på at gruble over, hvilke dele af romanen, der mon er sande, inspireret eller levet af Pryds Helles mor – der dog i virkeligheden slet ikke hedder Marie – og hvilke der omvendt er rent opspind. Men det vigtigste ved Folkets skønhed er virkelig dette sanselige sprog, som ikke bare skal registreres med øjnene; det må lyttes til, med hele kroppen. 

Så kom på biblioteket, hvor du må få en kop (torden)kaffe og en croissant at nære dig på, hvor der bagefter også er mulighed for at købe den gode bog til en god pris, og forbered dig så på en indlevende og bevægende højtlæsningsoplevelse.

 

Materialer