Forfaldets Fugl Føniks

Det er en vigtig og barsk roman om kvindens plads i samfundets, parforholdets hierarki, og om hvordan en voldtægt kan følge og fordærve dens offer resten af livet. 

Anmeldelse af Johanne Bille: Når mænd forlader mig, udgivet på Politikens Forlag d. 27. januar 2022

Selvom hovedpersonen, Maria, er forfatter og allerede har udgivet bøger, har hun en tendens til at vurdere sit eget værd og selvbillede på baggrund af de mænd, hun er sammen med. Gennem forholdene, af mere og mindre seriøs grad, til både Redaktøren, Idealisten, Bagatellen, Feministen og Håbet stræber hun efter at være den kvinde, hun tror, de vil have eller have hende til at være. I hvert af forholdene er der dog noget, der får Maria til at kede sig og søge andre mænd. 

Ti minutters evighed 

Feministen er en mand, Maria møder, mens hun egentlig er kærester med Idealisten. Mødet med Feministen skal dog vise sig at få stor betydning for hende på den værst tænkelige måde - til hendes fødselsdag voldtager Feministen hende i en parkeringskælder. Voldtægtens længde på ti minutter bliver med det samme genspillet i alle de øvrige ti minutter, Maria gennemlever. Voldtægten ligger som en sort sky over hende, som hun forgæves forsøger at fortrænge. Den skam samt det fysiske og mentale ubehag, der rodfæster sig i Maria efter hændelsen, får hende til at lukke sig om sig selv og gemme på traumet. Hun forlader Idealisten og lader sine veninder forlade hende efter deres håbløse forsøg på at række ud til hende:

“Manden i pizzeriaet siger “ti minutter” på en serviceminded måde til mig i telefonen, og jeg tænker på de ti minutter, hvor Feministens pik skurrede mod mine indre vægge. Min mor inviterer mig i biografen til en film, der varer halvanden time, og det svarer til ni voldtægter. (..) Idealisten skriver til mig, at han bliver ti minutter forsinket på arbejde, og jeg kan nå at blive voldtaget, inden han kommer.”

En feminist og et håb - eller det stik modsatte?

En aften efter Maria har forladt Idealisten, og lever i voldtægtens skygge, møder hun Håbet. Håbet lyser umiddelbart hendes verden op, som et, ja, håb. Men også denne mands kaldenavn mister hurtigt sin klang. Han og Maria udvikler et forhold, hvor volden er drivkraften i deres sexliv, og Maria er Håbet underlegen ved hjælp af piskeslag og underdanighed. Maria finder sig selv blive mere og mere afhængig af voldens drivkraft på linje med de mange øl, hun drikker i smug. Den psykiske og fysiske nedgang får hende til at stille spørgsmålet, om alle mænd har anlægget til at voldtage i sig? Feministen havde styr på ligestilling, samtykke og menneskeret, men alligevel voldtog han hende. På samme måde lever Håbet ikke op til sit navn, da også han sætter sig over Maria og lader hende falde ned i sit masochistiske hul:

“Vores måde at røre hinanden på er blevet til smæk og slag og visse aftener regulære tæsk. Det er altid ham, der giver, og mig, der tager imod (..).Vold har ligesom kærlighed en særlig evne til at eskalere bag om ryggen på den, der udøver den, og den, som modtager den.”

Forfaldet sætter fri

I slutningen af romanen er Maria helt til hundene. Hun har drukket tæt længe, både hjemme og på sit arbejde. Hendes vægt er stødt forøget, mens hendes omgangskreds er drastisk formindsket. Hun har på alle måder mistet den kvindelighed, hun tidligere prøvede at opretholde overfor det modsatte køn. Og dog skal dette måske i virkeligheden ikke ses som et nederlag, men en måde for Maria at genopstå som et selvstændigt individ, der ikke giver liv for mænds kvindeidealer. Hun er endelig fri for det modsatte køns forventninger til hende, og hun kan starte forfra fra sit absolutte nulpunkt:

“Alle minderne om mændene fortoner sig, selv savnet efter Idealisten glider i baggrunden, jeg tænker slet ikke på noget længere, jeg er ren krop, jeg mærker mine tunge bryster, de er så fyldige og fyldte, mine brystvorter stritter så smukt af koldsveden. (..) Jeg fortaber mig i mig selv, kroppen er min, endelig er den min, og orgasmen fylder mig som en vidunderlig, vuggende sang, og jeg giver slip.”