Fem tips til læsehygge med familien

26.03.19
Læseglæde, ro og røverhistorier - ren analog familiehygge!

1.
Tag på bog-picnic
Foråret er ved at springe ud – og det er mega hyggeligt at læse sammen ude i naturen! Pak hver jeres spændende bog og tag et dejligt sted hen. Madkurv, tæpper – og så en time eller to, hvor I fordyber jer i hver jeres bog (eller lydbog). På vej hjem kan I snakke om historierne.

2.
Lav bøger sammen
Efter en rejse eller en særlig dag kan I lave jeres egen minde-bog. Fold en lille bog og lad barnet tegne og fortælle, mens de voksne skriver ned. Hvad skete der, og hvad lagde barnet særligt mærke til undervejs? Senere kan I læse bøgerne sammen. Det er ligesom at se feriebilleder, men sjovere, fordi man også fanger barnets sprog.

3.
Læs højt af de tossede ting, børnene sagde, da de var små
Børn siger de mest vanvittige og nuttede ting – og det er en supergod idé at samle dem i en smuk, holdbar bog eller et hæfte. Skriv løbende ned, når der kommer guldkorn – når børnene bliver ældre, kan det blive en yndlings-højtlæsningsbog for hele familien.

4.
Spil ordbingo sammen
Allerede når ungerne lærer deres første ord, kan I begynde at spille ordbingo – og det er sjovt for hele familien! Find en god, kort historie og vælg nogle enkelte ord ud. Gerne nogle lidt særlige ord, man nemt lægger mærke til. Brug en gratis bingo-plade-generator på nettet (for eksempel den her) til at designe jeres egne plader – og så er I klar til at spille. Én læser højt, mens de andre krydser deres ord af på pladen, efterhånden som de hører dem. 

5.
Giv hele familien en læse-challenge
Lav hver jeres læse-udfordring og hæng den op på køleskabet – så er I klar til at dyste! Hvem får læst flest bøger fra deres challenge-liste, for eksempel i sommerferien? For børnene kan det for eksempel være:
* En bog med en blå forside
* En bog med et dyr i titlen
* En bog om noget, du er bange for
* En bog, hvor hovedpersonen er rødhåret
* En bog, der handler om en rejse

Større børn, teenagere og voksne kan f.eks. udfordre sig selv med:
* En selvbiografi skrevet som graphic novel
* En roman, der foregår i fremtiden
* En bog om krig
* En bog, hvor hovedpersonen har en anden seksualitet end dig selv
* En af dine venners yndlingsbog

Find selv på jeres egne challenges – ellers er der også masser af inspiration at finde på nettet!

Materialer