Far i litteraturen

02.06.20
I anledningen af Fars dag zoomer vi ind på farrollen i litteraturen.

Ifølge professor ved Yale University i USA, Harold Bloom, er far-søn relationen litteraturhistoriens motor. Med det mener han at både farrollen og far-søn relationen er, og har været, drivkraft i utrolige mængder af litteratur, der er udgivet op gennem historien. Fra tragedien om Ødipus til Huckelberry Finn til Atticus i 'Dræb ikke en sangfugl' eller 'Vejen' af Cormac McCarthy. Og vi kunne blive ved ...

Tager man litteraturhistoriebrillerne på, så er 'mor' i litteraturen ikke behandlet nær så nuanceret som 'far', og det er ikke før 1970'erne, at kvindelitteratur opstod som en positiv betegnelse for litteratur skrevet af kvinder om kvinder og til kvinder. Det er her, vi møder de store kvindelige forfattere som Tove Ditlevsen, Dea Trier Mørch og Vita Andersen. De seneste år har denne kvindelitteratur oplevet en rænnesance med de nye kvindestemmer i litteraturen, der ærligt og bramfrit fortæller om, hvordan det er at være kvinde idag. Og især har det at blive mor fyldt en (velkommen) del af dansk litteratur de seneste år. Og ikke kun de 'picture perfect' følelser, der er forbundet med et lille nyt liv - også dem, som man ikke tidligere har talt højt om. Utilstrækkelighedsfølelsen, fremmedgørelsen i sin egen krop, frygten for ikke at slå til - og måske en lille forsagt lyst til at lukke døren og bare være sig selv igen.

Man kan argumentere for, at denne litterære moderskabs-trend står ikke alene. Den synes at være en del af en større bevægelse - både i litteraturen og i samfundet som sådan - hvor der er et stadig større fokus på alt det 'uden for stregerne' og det, der ikke lige er til at ramme pænt ind. Som seksualitet, kønsidentitet, psykisk sygdom, tabuiserede følelser som vrede og sorg – og altså forældreskab på godt og ondt. Derfor ser vi også parallelt med denne mor-bølgen, en lidt mindre krusning af samme art, som er begyndt at skrive om de mere komplekse, mørke og nuancerede dele af forældreskabet. Og det er i bund og grund et udtryk for, at litteraturen – som så ofte før – fungerer som samfundets spejl.

Og her kommer de nye typer af fædre på banen. Både som førstehåndsfortællinger, hvor unge mandlige danske forfattere beskriver faderskabet i dagens Danmark. Eksempelvis ser vi Rolf Sparre Johanssons Søvn, en digtsamling om faderskabets desperate, søvnløse nattetimer. Vi ser Caspar Erics Alt hvad du ejer, om tabet af først et ufødt barn og derefter kæresten, og Bjørn Rasmussens Jeg er gråhvid, der med hans egne ord handler om “en papfars præfødselspsykose”. Men også 'andenhånds'-fortællingerne fylder i litteraturen. Sønnerne (og døtrerne) af de mere forsagte fædre, der ikke talte åbent og ærligt om de følelser, er er forbundet med at blive og være nogens far, skriver nu om, hvad det betyder for dem, at have den type mand at se op til som far. Et af de nyeste skud på stammen i den sammenhæng er eksempelvis 'Postkort fra Californien' af Tonny Vorn.

I det hele taget er ’manden’ blevet behandlet meget indenfor litteraturen de seneste år på en måde, der åbner for en form for sårbarhed, som vi måske ikke har set tidligere. Per Pettersson, Geir Gulliksen eller Kristian Bang Foss er gode eksempler på nordiske forfattere, der viser mænd i en form for krise. Her bliver de mandelige hovedpersoner skilt. De er forvirrede over deres karriere. Eller de får pludselig øje på døden midt i livet. Det er tydeligt og okay for den moderne mand i litteraturen at blive forvirret og begå fejl. Og det er et - som de andre tendenser vi har beskrevet tidligere - et velkomment og nuanceret syn også på manden, der ikke behøver være en urørlig supermand for at slå til - her er plads til usikkerhed og følelser, der stikker i flere forskellige retninger.

Også i børnelitteraturen fylder far mere og mere. Hvis du har lyst kan du læse mere om den moderne far i børnelitteraturen her

Materialer