En kreativ afslutning på året

22.12.21
Til dig der mangler inspiration til nytårsudsmykningen, eller bare et lille kreativt projekt til de mørke aftener.

2021 er snart overstået og det betyder juleferie og gode lange fridage, så hvorfor ikke bruge nogle af disse fridage på at være lidt kreativ.

Hvis du ligesom mig har været kreaangst det meste af dit voksne liv, så husker du måske tilbage på tiden i billedkunstlokalet med en vis ærefrygt. Men det at være kreativ er ikke kun noget man er, det er også noget man gør. Så læg frygten på hylden, der er nemlig en kreahobby for alle!
Jeg er selv særligt glad for papir som medie, da det både er billigt, let tilgængeligt og ikke nødvendigvis kræver andet end en saks og en portion god tålmodighed.

Biblioteket flyder over til randen med gode, lækre og inspirerende bøger, der viser hvordan man kan bruge papir i alle former, farver og sammensætninger. På billedet til denne artikel kan det ses, hvordan jeg har jeg kastet mig udi at skære og folde nogle små huse og et lille cirkustelt, alle skabeloner som man kan finde i den glimrende bog "I Love Paper" fra den svenske forfatter Fideli Sundqvist. Bogen indeholder både skabeloner og tips til begyndere, men den indeholder samtidigt inspiration til de mere hærderede papirentusiaster, og kan derfor anbefales til alle der går rundt med en lille papirhobbyist i maven.

Jeg har nedenfor samlet en liste af lignende bøger, der på hver deres måde giver en god indførsel i papirets glæder. Jeg håber den kan give lidt inspiration, og måske forhåbeligt give dig, kære læser, en god undskyldning til at årets nytårsfortsæt bliver at pensionere kreaangsten.

Som bonus vil jeg hurtigt nævne, at lydbøger egner sig fremragende som baggrundslæsning når man skærer og folder. Her kan jeg især anbefale Hank Greens glimrende sci-fi serie, som jeg selv har lyttet mig igennem i selskab med papir og skalpel. Lydbogen er indspillet med dygtige stemmeskuespillere, og den føles derfor nærmest som et lille radiodrama. Den kan naturligvis findes på vores engelske lydbogstjeneste Libby HER.