Britta anbefaler

En islandsk perle, en urgammel nonne og det moderne menneskes deroute og stærk læseoplevelse i Klougarts aktuelle roman

13.01.22
Året er stadig helt nyt, og vi ser tilbage på de bøger, der gjorde størst indtryk på os i 2021. Her får du Brittas tre bedste anbefalinger.

En islandsk perle, en urgammel nonne og det moderne menneskes deroute og Klougarts aktuelle roman. Britta, der er kulturformidler på Dokk1 og temaredaktør på Litteratursiden anbefaler:

 

’Dyreliv’ af Audur Ava Ólafsdóttir

Denne roman er en lille islandsk perle med stort, dybt og aktuelt indhold. Dyja er jordemoder og bor alene i en lejlighed hun har arvet fra sin grandtante, der også var jordemoder. I Island kaldes en jordemoder også en lysmoder, men ironisk nok bor Dyja i en lejlighed næsten uden lys. Mens Dyjas stille hverdag bevæger sig afsted, læser hun den afdøde tantes ikke-publicerede artikler og bogmanuskripter, der gribende forholder sig til menneskets skrøbelighed og engagerer sig mod menneskets skadende trang til at styre naturen. Der raser en storm og klimakrisen sættes i relief med sikker stemme.

 

’Alt dette kunne du få’ af Josefine Klougart

Klougarts aktuelle roman er intens og gribende læsning. Hun behandler barndom, forældreskab, natur og eksistens så nænsomt og poetisk, at man bare flyder gennem bogen. Barbara er mor til et spædbarn og befinder sig i barndomshjemmet på Mols, hvor naturen er så kraftfuld. Mens Faren er indlagt på hospitalet i en kritisk tilstand, erindrer Barbara tilbage til barndommen og reflekterer over livet i forskellige aldre og generationer. Relationen mellem mennesker og en stærk forbundethed til naturen bliver flettet sammen til en mosaik af lysende og sanselige beskrivelser.

’Kødets tid’ af Lina Wolff

Wolff har skabt en vild og barok fortælling fuld af uventede drejninger om det moderne menneskes deroute og etiske dilemmaer.
En svensk kvinder er på skriveophold i Madris og møder en mand, der forfølges af et realityshow og en urgammel nonne. Skribenten flytter ind i en lejlighed i den sommerhede spanske storby, men mangler motivation. På en bar møder hun en forfulgt mand, Mercuro Cano, og hun indlader sig på at hjælpe ham med at skjule sig i hendes lejlighed mod at få hans historie.

Læseren indfanges fra første side af den pirrende fortælling, og derefter tager den ene side den anden.