En fælles forkerthedsfølelse

02.11.21
Det der skiller os er en storslået fortælling om livets store valg. Om hvordan livet med ét kan ændre sig for altid og om ansvaret for at skabe det liv, man drømmer om.

Romanen er solgt i over 1 million eksemplarer i USA og er Bennetts store gennembrud – med god grund. 

Anbefaling af Brit Bennett: Det der skiller os, udgivet på Gyldendal d 10. juni 2021. Oversat fra engelsk af Juliane Wammen.

Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
 

Tvillingeparret Stella og Desiree vokser op i en lille flække i det sydlige USA i 1950’erne. Byen hedder Mallard og i Mallard handler det om at være så hvid som muligt. Indbyggerne har giftet sig hvidere og hvidere gennem generationer, og Stella og Desiree kan med deres flødefarvede hud let forveksles med hvide, selvom de per definition ikke er det. Da de beslutter sig for at løbe væk hjemmefra, bevæger deres liv sig i to vidt forskellige retninger:

”Men de vendte ikke tilbage. Tværtimod, et år senere skiltes tvillingerne, deres liv kløvedes på midten, lige så skarpt som det æg de havde delt. Stella blev hvid, og Desiree giftede sig med den mørkeste mand hun kunne finde”

To skæbner

Da søstrene skal starte en ny tilværelse et nyt sted, er det nærliggende for Stella at lyve sig hvid. I en tid hvor race stadig bestemmer hvor du må sidde i bussen, hvilke jobs du kan få, og hvilke muligheder du har, får hun sig hurtigt et job ved at blive forvekslet med en hvid. Da hun bliver for tilpas i sin nye tilværelse, beslutter hun at leve løgnen fuldt ud: Forlade sin søster for altid, og starte sig en ny tilværelse – som hvid. Desiree derimod har altid godt kunnet lide at være på tværs. Hun gifter sig med en sort mand og får en sort datter. Disse to livsvalg bliver afgørende for søstrenes skæbner, da deres liv udvikler sig i to vidt forskellige retninger. Da Desirees ægteskab ikke går, beslutter hun sig nemlig for at vende hjem til Mallard med sin datter. Men Mallard lægger ikke op til en tryg og stille tilværelse som sort:

”I Mallard var der ingen som giftede sig mørkt. Der var heller ingen som rejste derfra, men det havde Desiree jo faktisk gjort. At gifte sig med en mørk mand og siden komme slæbende tilbage med hans blåsorte barn, gennem hele byen, det var at gå over stregen”

En trang efter at være en anden

Datteren Jude har det ikke ligefrem let i den lyse by og lever med en dyb trang efter at være en anden. Da hun mange år senere har forladt Mallard og møder Reese, genkender hun denne følelse i ham. Dette møde bliver starten på en smuk relation, som er forfriskende nuanceret og moderne. Reese hed engang Therese og har altid vidst, han var en mand. Da han fortæller Jude om dette og spørger hvad hun tænker om det, svarer hun, at hun aldrig har hørt om noget lignende før:

”Men det var ikke helt sandt. Hun havde vidst at det var muligt at være to forskellige mennesker i løbet af ét liv, eller måske var det kun muligt for visse mennesker. Der var andre som bare hang på dem de var. Hun havde prøvet at lysne sin hud engang, den første sommer i Mallard. Dengang var hun stadig lille nok til at tro at den slags var muligt, men gammel nok til at forstå at det ville kræve en slags alkymistisk proces som hun ikke helt forstod. Magi”

Bennet formår at skrive noget utrolig menneskeligt frem. Hvem er vi egentlig, og hvad gør vi, hvis vores ydre står i vejen for vores ønsker og drømme i livet? På trods af karakterernes forskelligheder har de alle har det til fælles, at de kæmper med splittelsen mellem hvem de er, og hvem de ønsker, at de kunne være. Jude er sort, men ville ønske at hun var hvid. Stella er flødefarvet og lyver sig hvid for at få det liv, hun drømmer om – og skal for evigt leve med løgnens evindelige byrde. Reese forlader alt hvad han kender for endelig at kunne være sig selv. Hvem har mest ret til at være lykkelig?

Bennett skriver om race. Hun skriver om, hvordan noget så simpelt som hudfarve kan bestemme ens skæbne. Hun skriver om kærlighed. Om at elske hinanden på godt og ondt. Hun skriver om skæbne. Om at følge sin skæbne eller vælge at skabe sin egen. Brit Bennett har skrevet en fantastisk fortælling om livet.

Materialer