Døden, livet og historien skyller op over bredderne

24.06.22
Den organiske død er det helt nye hit. Organisationen Cyklus står for en alternativ kompostering af de døde, hvor ligene i løbet af få uger bliver nedbrudt i bikube-lignende maskiner. Jill, Ulrikke og Rahim er selv blevet født af denne jord i bitavlen, som et organisk menneske med træ, der gror som lunger. I livet og døden blander et kollektiv af stemmer sig i skabelsen af det nye menneske – lige fra Dødsriget til kunsthistorikerens stemme.

I Livet går over sine bredder er der en masse stemmer, der hver især forbinder sig til døden. Der er Karen, skaberen af Cyklus, og jordfolket; Ulrikke, Rahim og Jill. Der er kunsthistorikeren Ole og Felix, der er på besøg i København og ender til en begravelse i Maribo, og så er der herskeren af Dødsriget Pluto. Som det allerede tegner sig, er det er virvar af stemmer, lige fra de ”almindelige” historier til mytefortællinger. Fælles er, at de har forbindelse til den nye cyklusdød. Selvom man let bliver slået ud af kurs over de mange nye og skiftende stemmer, fornemmer man alligevel den forbundethed stemmerne har til hinanden. Vi er forbundet til historien, myterne, kulturen, naturen, jorden og døden. Det hverdagslige bliver mikset op med det mystiske og underlige, som gør en nysgerrig på den anderledes fortælling om døden.

Det nye menneske

Jordindividerne er en del af Cyklus store organiske maskine. Når et menneske dør, for derefter at blive komposteret i bitavlen, opstår der i løbet af kort til et lille individ i jorden. De ligner mennesker, opfører sig som mennesker, men er alligevel unaturlige. På 4 år er de fuldvoksne, hvor de derefter hurtigt udforsker kærlighed og sex, venskab og deres identitet på lige fod med ”almindelige” mennesker. De famler rundt i verdenen, og de minder meget om mennesket – og så alligevel ikke. Udadtil ligner de mennesker, indtil solen afslører deres ægte natur:

”Bag Ulrikkes bryst vokser et birketræ, Karen så det, da Ulrikke stillede sig foran vinduet, nøgen, direkte gennemlyst af solen. Man kan dufte de friske blade, når man kysser hende. Jorden, som hun består af, mimer menneskenes form, men ikke deres indre organer. Hun har ikke noget hjerte.”

Det nye menneske tiltrækker de almindelige mennesker. De er sødere, mere intelligente og mere naturlige. Selvom døden ligger som et tema over romanen, synes jeg også den giver et ømt og kærligt syn på fremtiden. Fremtidens skrækscenarier bliver skiftet ud med en nysgerrighed til, hvordan et nyt, naturligt menneske kan se ud. Selvom Pluto i Dødsriget ligger skumle planer…

Hvad vil Dødsriget os?

Dødsriget har lokation i Grækenland, kulturens højsæde, hvor jordindividerne skal rundt og samle information til at kunne danne et fundament for det nye menneske. Løppenthin bruger historier og græske myter, der skal uddanne jordindividerne, på lige fod med det dannede menneske. Dette spor i romanen er som en kommentar til, at vi er nødt til at forstå vores kulturelle historie, for at kunne forstå os selv. Det står i kontrast til den ellers naturlige og bæredygtige interesse, der også er i romanen. Vi er skabt af naturen – men hvad sker der, hvis vi skaber os selv gennem naturen? Er det så ”naturligt”, når det er menneskeskabt?

”Pluto og jeg er de yndefulde, nådige verdensherskere, og nu skal vi herske over endnu en verden: de levendes. Jeg kan lide vores vidtstrakte underjordiske, jeg kan lide netop jorden og ormene i den. Pluto forsikrer mig om, at vi kan genskabe Jorden, som vi kan lide den, som vi sidder der på den Blå Linje på vej til havet.”

Det, at myterne er så meget til stede i romanen, får os til at overveje vores egen forståelse af os selv. Myterne har været en måde at forstå naturen, døden og verden på. Derfor synes jeg også, at det giver god mening at anvende det i Løppenthins leg og forståelse med menneskets udvikling og skabelse.

Materialer