Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Vi har læst historien om slavernes forfærdelige trængsler før. Jeg tænker, at lige som vi i Europa har behov for at huske verdenskrigenes grusomheder, har man i USA brug for at genfortælle de frygtelige ting slaverne fra Afrika blev udsat for i flere generationer.

Vi møder og følger den 16-årige Cora, som er markslave på en bomuldsplantage i Georgia, den samme plantage som hendes mormor kom til og hendes mor voksede op på, indtil moren stak af og forlod Cora på bare 11 år. Hun er herefter overladt til sig selv, og bliver udsat for massevoltægt, misrøgt og udstødelse af de andre slaver.

De hvide slaveejere er de onde. Der er forskellige grader af ondskabsfuldheder, men alle har samme underlæggende filosofi om at slaver ikke er mennesker, men dyr man kan handle med.

De sorte er heller ikke gode ved hinanden. Da de er presset til det yderste, gør mange alt hvad de kan for at overleve. Der er hakkeorden og stikkere. Håb og glæde er der ikke meget af i Coras tilværelse på plantagen i 1850’erne.
En dag foreslår en anden slave, Cæsar, at de flygter, og Cora tøver ikke længe, før hun følger efter ham. Det hun ikke havde tænkt på, var at hendes mor er den slave der slap væk, og både slavehandler og dusørjæger vil ikke gentage deres fiasko, så alt sættes ind på at finde hende.

Bogens titel hentyder til det autentiske hemmelige netværk, der under slaveriet etablerede flugtruter og sikre opholdssteder til bortløbne slaver i deres færd mod nord. Slaver på flugt blev kaldt for Passagerer, skjulestederne hed Stationer, og folk der hjalp slaverne under flugten var Konduktører. Den underjordiske jernbane blev drevet af frivillige sjæle, der satte livet på spil i drømmen om et frit og ligeværdigt USA.

I Whiteheads fortælling er den underjordiske jernbane ikke blot et netværk af frivillige, men en rigtig underjordisk jernbane med stationer og lokomotiver. For mig kunne dette også være et billede på, at de flygtende steg om bord i flugten, og ikke anede hvor de kom hen eller hvad der ventede dem. Jeg købte fiktionen med toget uden problemer, selvom det naturligvis ikke kunne være sket. Historien om Cora er også fiktion, men der er flettet flere autentiske ting ind i bogen, blandt andet løbesedler med efterlysninger af bortløbne slaver. Dette mix gør historien spændende, troværdig og tankevækkende.

Da jeg tilfældigvis også lige har læst Anne Neyes ’Emma Gad for hvide’ og vi fortsat ser videoklip af politifolk, der slår sorte kroppe ihjel, uden de får en nævneværdig straf, så er denne bog desværre stadig aktuel og nødvendig.

Anmeldt af Jytte Kjær Schou