Dark Matter af Blake Crouch

26.07.17
Ville du ændre dine valg i livet, hvis du fik muligheden? Læs først denne spændende thriller om et videnskabeligt eksperiment, der går grueligt galt.

Mind-blowing er ordet som bedst beskriver denne roman, som er forfatterens første på dansk. Lad dig ikke skræmme af det videnskabelige, der ryger ned som den sødeste honning, når Crouch først gasser op for sine plottwists, der vil bringe dig helt ud på kanten af stolen og spolere din nattesøvn. ’Dark Matter’ er en såkaldt science thriller, men man behøver ikke være astrofysiker for at blive revet med af den skarpsindige handling, som er både dybt interessant, tankevækkende og særdeles skræmmende.

Jason er professor på Lakemont University, far til Charlie og lykkeligt gift med Daniela. Jasons fredsommelige liv får en brat ende, da en uskyldig tur forbi en pub vender hans verden op og ned. Jasons gamle studiekammerat, Ryan, har netop vundet Pavia-prisen for sin forskning indenfor neurovidenskab. En pris det egentlig lå Jasons kort at vinde, havde han ikke måttet droppe en særdeles lovende karriere indenfor atomfysik til fordel for en meget ung og gravid Daniela. Hverken Jason eller Daniela har fortrudt deres valg om barn frem for karriere, men alligevel er de bevidste om, hvad de kunne være blevet til, hvis det ikke havde været for Charlie.

Den aften vender Jason ikke hjem, men er i stedet på vej ud af Chicago med en pistol trykket mod nakken af en maskeret gerningsmand. Da Jason igen vågner, er det i en verden, han ikke kan genkende, i en underlig hemmelighedsfuld bygning bag lås og slå, hvor man tydeligvis anser han for en tilbagevendende helt og et længeventet geni. Men tilbage fra hvad, hvor er han nu, og hvad er der sket med Charlie og Daniela? Jason er fuld af spørgsmål og dybt forvirret, men erkender, at han må spille spillet, hvis han vil overleve. Det der nu venter ham, er den største rædsel han overhovedet kunne forestille sig. For i denne verden er hans skæbne en anden.

Anmeldt af Pia Bechmann, Aalborg bibliotekerne

Materialer