Stories matters

Danske debutanter 2020 - 2021

14.09.21
Årets Munch-Christensen debutantpris er netop kåret.

De to vindere blev: Glenn Bech med Farskibet og Maria Hesselager med Jeg hedder Folkvi . Tillykke til dem!

Debutanter fra det seneste år byder ind i aktuelle litterære tendenser om psykisk sygdom, svære familierelationer, mødet mellem to kulturer, køn og klima. Nogle udgivelser har fundet sit helt eget originale blik på fortid og samtid.

Debutantlitteraturen afspejler naturligvis samtiden, men inviterer også læseren ind i nye måder at skrive på og giver os derved et nyt blik på det liv, vi lever sammen. Der er stærke læseoplevelser i vente om forholdet til en far: et faderopgør med en patriarkalsk rollemodel, eller at være i relation til en døende eller traumeramt far.

Der er kommet mange bøger de senere år, som giver indblik i at leve med psykisk sygdom. Flere debutanter skriver sig ind i den tendens. Det er skæbnesvangre skildringer, hvor livet og de nære relationer bliver sat på prøve, og også vores syn på psykiatrien er til diskussion.

Flere debutudgivelser stiller skrapt på mødet med det fremmede og livet mellem to kulturer. Flygtninge og livet i asylcentre behandles med et stærkt kritisk blik.

Munch-Christensens debutantpris 2020 – 2021
Litteratursiden er partner i prisen, der er Danmarks største debutantpris på to gange 50.000 kr. Kulturlegatet uddeles én gang årligt til to yngre danske forfattere (under 50 år), der har haft en lovende debut inden for det seneste år. Værkerne, der har været i betragtning til prisen, er udkommet mellem 1. august 2020 og 1. august 2021.

Juryen har offentliggjort en shortliste. Chefredaktør på Litteratursiden, Lise Vandborg, sidder i juryen for debutantprisen. Du kan læse om de seks shortlistede bøger i Lise Vandborgs artikel. Hun er imponeret over det høje litterære niveau blandt årets shortlistede debutanter, der rummer "stærke og originale stemmer med voldsomme følelser."

Se også listen over de tidligere prisvindere af Danmarks største debutantpris.

Læs hele temaet på Litteratursiden.