Boganbefaling: Hver dag kryber jeg op fra havet af Frøydis Sollid Simonsen

29.03.16
Som litteraturformidler læser jeg mange bøger, og jeg vil løbende dele lidt ud af mine læseerfaringer – som inspiration til din næste læseoplevelse.

Kort om bogens handling

En ung kvindes kærlighedsliv og sorg skildres i disse underholdende og skæve videnskabelige kortprosatekster. Det videnskabelige kommer til udtryk på mange forskellige måder, for eksempel når jeget inddrager naturvidenskabelige facts om jorden for millioner af år siden, mikroorganismer, solsystemet og galakserne.

Det menneskelige følelsesliv sættes i perspektiv til den mere brede udvikling i mange andre sfærer af livet. Følgende citat viser fint, hvordan samlingen som helhed udtrykker sig:

”Fordi du kyssede mig og spurgte: Er du med? Fordi du boede lige over gaden fra festen. Det var praktisk. Fordi nogen har det værre. Mindst fem arter af vandrende pinde formerer sig ved selvkloning. Det vil sige, at alle er helt identiske, det vil sige, at de ikke har haft sex i over en million år. Nogen har det værre.”

 

Hvorfor skal du læse den?

Du skal læse den, fordi den sætter en helt almindelig skæbne – et forlist forhold – ind i en større sammenhæng, så det ikke bare er en hverdagslig og banal fortælling, men i stedet bliver løftet op på et andet og mere givende niveau. Dermed ikke sagt, at bogen bliver uforståelig, tværtimod.

Bogen er letlæst, og man kan læse den som et stykke underholdning, en naturvidenskabelig filosofi eller noget helt tredje.

 

Målgruppe

Den kan læses af et bredt publikum, men det er en fordel, hvis man interesserer sig for litteratur fra yngre nordiske forfattere.

 

Fakta om bogen

Frøydis Sollid Simonsen, Hver dag kryber jeg op fra havet, 86 sider, kortprosa, Vild Maskine, 2015. Oversat af Arko Højholt.

 

Lidt om mig

Daniel Boysen, litteraturformidler hos Dokk1, forfatter, uddannet cand. mag. i Nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet.

Materialer