Barn af revolutionen

30.06.15
En højgravid kvinde kastes rundt i bagagerummet af en varebil. Hun har bind for øjnene og sveder af frygt og smerte. Kvinden Azar fragtes gennem Teherans snoede gader fra Evin-fængslet til det hospital, hvor hun skal føde sit barn.

Med denne scene indleder Sahar Delijani sin debutroman Jacarandatræets børn fra 2013. Bogen er inspireret af Delijanis egne oplevelser med at vokse op i skyggen af den iranske revolution under det nyetablerede islamiske regime. Delijani blev selv født i Evin-fængslet i Teheran i 1983, hvor også Jacarandatræets børn tager sin begyndelse. Begge hendes forældre var fængslet som venstreorienterede politiske aktivister på grund af deres modstand mod det islamiske regime.

 

Jacarandatræets børn begynder få år efter den iranske revolution i 1979. Under revolutionen blev shahen, som havde regeret landet siden 1941, tvunget til at flygte ud af landet. Kontrollen over Iran blev overtaget af den shiamuslimske ayatollah Khomeini, som netop var vendt hjem fra eksil i Frankrig. Han var blevet forvist fra Iran i 1964 på grund af sin massive kritik af shahen, men kunne nu indtage posten som Irans religiøse leder. Under Khomeinis ledelse ændredes Iran radikalt. Der blev indført islamisk styre, og iranerne skulle nu leve under en religiøs lovgivning med strenge forskrifter for adfærd og påklædning. Efter Khomeinis magtovertagelse blev medierne endnu mere censurerede end under shahen og befolkningen mere styret af religiøse love. Der blev slået hårdt ned på modstand mod styret, som praktiserede systematiske brud på menneskerettighederne.

 

Under Khomeinis regering indledtes en omfattende forfølgelse af vestligt orienterede og shah-loyale. Mange hundreder modstandere af Khomeini blev tortureret og henrettet for at være imod styret, heriblandt medlemmer af Delijanis familie. Delijanis onkel blev henrettet af regimet i 1988, og hendes forældre tilbragte begge flere år i fængsel; hendes mor to et halvt år og hendes far fire. Delijani og hendes bror voksede derfor op hos deres bedsteforældre, indtil familien i 1996 forlod Iran for at flytte til Californien.

 

Med afsæt i sine egne oplevelser i det efterrevolutionære Iran tegner Delijani i Jacarandatræets Børn et billede af livet i Iran under et strengt religiøst regime. Romanen skildrer udviklingen af landet fra 1980'ernes nyetablerede regime op til 2011, hvor landet igen var præget af politisk uro i kølvandet på det kritiserede præsidentvalg i 2009. Delijanis roman giver et historisk vue, men er samtidig en personlig fortælling, der giver et unikt indblik i et ustabilt Iran, som til stadighed er domineret af politisk uenighed og diplomatiske kriser.

Du kan låne bogen på http://www.ereolen.dk og tilmelde dig arrangementet via https://www.aakb.dk/arrangementer/litteratur/authors-in-aarhus-praesenterer-den-internationalt-anerkendte-forfatter

Af Berit Merete Kjærulff