Ar fra mit glemte liv af Nicole Boyle Rødtnes

26.07.17
Overraskelserne står i kø i denne barske, men også skrøbelige, roman om ubrydelig kærlighed og mistet identitet. En af årets bedste ungdomsromaner.

Da Lærke vågner op efter en hjerneoperation, har hun glemt stort set alt om sit tidligere liv. Kun langsomt vender der brudstykker af hukommelsen tilbage, men langt fra alt giver mening for Lærke. I sin dagbog har hun noteret brudstykker fra sit gamle liv. Særligt ét navn går igen, Alexander, understreget med store fede advarsler. Hverken Lærkes moster eller hendes veninder er meget for at fortælle om Alexander og Lærkes tilknytning til ham, eller hvorfor hun skal holde sig væk fra ham. De har heller ikke lyst til at fortælle, hvorfor Lærkes krop er mærket med ar og tatoveringer, som hun ikke kan huske, hvor stammer fra. Da hun møder Alexander sætter det en lavine af glemte følelser og minder i gang.

Dette er en meget læseværdig ungdomsroman, nok en af årets bedste. Rødtnes giver et forfriskende nyt bud på ungdomslitteratur og udbygger genrens formåen. Der er masser af suspence og overraskende synsvinkler, som virkelig giver et helt unikt spillerum for romanens set up, hvilket Rødtnes udnytter fra start til slut. ’Ar fra mit glemte liv’ er en gigantisk mavepuster og gemmer på nye overraskelser i hvert eneste kapitel. En ungdomsroman der ikke kan anbefales nok.

Romanen er den tredje fritstående bog i Nicole Boyle Rødtnes trilogi om kærlighed og identitet. Der er ingen tvivl om at det er en fremragende serie, som tager alvorlige emner op formidlet med sprogligt tæfte og en indlevelse, der går direkte ind hos målgruppen af unge læsere. Problematikker om venskab, familie og kærlighed er noget alle kan relatere til, men Rødtnes formår at gøre det ekstra interessant ved at tilføje en unik dybe til handlingen, når hun fletter emner som afasi, amnesi og androgyni ind i hovedpersonens identitet.

Anmeldt af Pia Bechmann, Aalborg Bibliotekerne

Materialer