Anbefalinger fra Litteratursalon oktober 2015

Af Anonym (ikke efterprøvet)
21.10.15
Tak for sidst, her kommer en liste med de bøger vi talte om, opdelt i emner og lande:

Krimier:
Gard Sveen: Den sidste pilgrim
Krimi. En tidligere norsk minister og modstandsmand myrdes kort efter fundet af 3 skeletter, der viser sig at stamme fra den norske besættelsestid. Er der en forbindelse mellem de 4 mord og på hvilke måder?

Steffen Jacobsen: Gengældelsen
Af personlige grunde er politikommissær Lene Jensen kørt helt ud på et sidespor. Ved et tilfælde aner hun en forbindelse mellem et dødsfald på Nørreport Station og en selvmordsbombe, der har dræbt 1.241 mennesker i Tivoli. En ny terroraktion er under opsejling, og Lene og specialkonsulent Michael Sander er oppe mod stærke kræfter

Steffen Jacobsens nyeste roman: Et bjerg af løgne

Humor:
Karin Brunk Holmqvist: Potensgiverne
Underfundig fortælling om de ugifte søstre Elida og Tilda på 78 og 72, hvis gammeldags, regelbundne liv i barndomshjemmet i Skåne får en spændende drejning, da Alvar Klemens fra Sundsvall bliver deres nabo.

Karin Brunk Holmqvist har også skrevet romanerne: Glimmerbøsserne, og Sirile gentlemen søges

Rune T. Kidde: Hr. og fru Dicht i Island
Den miskendte digter hr. Dicht tager på litterær pilgrimsfærd til Island og især Haldor Laxness' hjem sammen med fruen, der er chauffør i deres lille røde Opel Corsa.

Norge:
Nikolaj Frobenius: Så højt var du elsket
Bogen beskriver et far-søn forhold i de sidste faser af farens liv med sygdom og begges refleksioner over livet.

Lars Mytting: Svøm med dem som drukner
Siden forældrene blev dræbt i en fransk skov, har Edvard boet på bedsteforældrenes gård i de norske fjelde. Da bedstefaren dør, sidder han tilbage med mange ubesvarede spørgsmål om familiehistorien, der efterhånden åbenbarer fortielser og tragedier

Lars Mytting har også skrevet romanen: Hestekræfter

Anna B. Ragde: Berlinerpoplerne
Da de tre brødre, Tor, som har passet familiebruget, bedemanden Margido, og lillebroderen, bøssen Erlend mødes ved moderens dødsleje, kommer der en del sandheder frem, som har været skjult, og som sætter tingene i nyt perspektiv.
Der er 2 bind mere i serien: Eremitkrebsene, og Ligge i grønne enge.

Anne B. Ragde: Jeg har et tæppe i tusind farver
Varmt og hudløst portræt af Birte, forfatterens danske mor, som arbejdede på fabrik i Trondheim og var kompromisløs eneforsørger for sine to døtre. Nu er hun døende, og datteren gør status over sin mors liv og sine egne følelser

Danmark:
Ove Dahl: Tilbage til 50’erne
Tilbage til 50'erne : alle de ting, du har glemt, du kan huske

Bent Haller: Rakkerpakhuset
Kollektivroman med et præcist tidsbillede fra 1950'erne. Den foregår i en etageejendom i en lille kystby og i løbet af en forårssøndag, hvor drengene skal spille fodbold mod dem fra Ålevej, følger vi alle familierne, og deres historier væves sammen.

Dorthe Nors: Kantslag
15 grumme og satiriske noveller der med udgangspunkt i en velkendt hverdag skildrer mennesker på kanten og skårede eksistenser. (Heri:  Buddhisten).

Dorthe Nors: Minna mangler et øvelokale
I prosalyrisk form fortæller den lille roman om en ung kvindes søgen efter selvværd og identitet. Minna bor i København, er komponist og mangler et øvelokale. Kæresten Lars har gjort det forbi og alt ser ud til at lykkes for veninderne.


Island:
Jon Kalman Stefansson: Sommerlys og så kommer natten
Underfundige, finurlige og dybt alvorlige skæbnefortællinger om nogle af menneskene i en 400 sjæle stor by på Islands vestkyst, om deres drømme, længsler, lidenskaber og laster, fortalt af et medlevende "vi".

Jon Kalman Stefansson har også skrevet romantrilogien: Himmerige og helvede, Englenes sorg, og Menneskets hjerte.

Kristin Marja Baldursdottir: Karitas - uden titel
Islandske Karitas kommer i 1920'erne på Kunstakademiet i København. Tilbage på Island gifter hun sig og ender med en flok børn - uden mulighed for andet end at drømme om kunst. Men hun er stærk nok til at gøre sig fri.
Bind 2 hedder: Karitas – Kaos på lærred


 Afrika:
Ayaan Hirsi Ali: Nomaden
Den somaliskfødte forfatter og kvindesagsforkæmper Ayaan Hirsi Ali (f. 1969) beretter om sin personlige rejse fra en muslimsk stammekultur i Afrika over flugten til Holland og frem til et moderne liv i USA og omkostningerne ved at forlade islam, kritisere religionen og give anvisninger på hvad vellykket integration kræver.

Alexandra Fuller: Lad os ikke gå i hundene i aften
Alexandra Fuller beretter om sin opvækst i Afrika, hvor hun og familien levede som farmere forskellige steder fra 1972-1990, og bl.a. var vidne til borgerkrigen i Rhodesia, det nuværende Zimbabwe, som tvang familien til at flytte.

Almaz Mengesha Næsborg-Andersen: Hyæner i natten
Forfatteren, der som barn mistede begge ben ved en trafikulykke og blev adopteret af et dansk ægtepar, fortæller om at vokse op i et traditionelt landsbysamfund i Etiopien og pludselig befinde sig i et moderne dansk samfund. Endvidere beretter hun om, da hun som voksen vender tilbage til Etiopien for at genfinde sin biologiske mor.

Marie Ndiaye: 3 stærke kvinder
Tre små fortællinger om kvinder og en enkelt mand, der alle ønsker sig noget mere af livet. De er hver især fanget i magtesløshed og kan ikke finde vej ud af deres håbløse situationer.

Japan/ USA:
Julie  Otsuka: Og vi kom over havet

I 1919 kommer en gruppe unge japanske kvinder til Californien, hvor de skal giftes med mænd, de aldrig har mødt. Der venter dem en hård og slidsom tilværelse i det fremmede, men de fleste holder ud og kæmper for at skabe et liv for sig selv og deres familie.

Tyskland:
 Ben Elton: To brødre
To drenge, en arier og en jøde, fødes som brødre på den samme dag i Berlin. I begyndelsen har deres oprindelse ingen betydning, men efterhånden som den politiske agenda ændrer sig, bliver de tvunget til en række fatale beslutninger.

Ny roman som blev nævnt til sidst:
Anthony Doerr: Alt det lys vi ikke ser
Roman om den tyske soldat Werner, som er ekspert i at opspore radiotransmission, den blinde franske pige Marie-Laure, og eftersøgningen af en uvurderlig juvel under 2. verdenskrig.