Lille spejl på væggen der
Det dobbelte menneske
I 1857 udgav Charles Baudelaire digtsamlingen ’Les fleurs du mal’, som handler om menneskets fremmedgørelse over for sig selv og over for den ydre verden. Ifølge Baudelaire blev det derfor digterens opgave at fastholde splittelsen i ”det dobbelte menneske” ved at skildre menneskets fornedrelse side om side med efterstræbelsen efter guddommelig skønhed. Som udfoldelsessted for denne poetik indførte han storbyen som scene, hvor der både hersker en ny teknologisk udvikling og en dæmonisk vildskab.
Baudelaire viser i digtsamlingen, hvordan mennesket grundlæggende er et både dobbelt og splittet subjekt. Det kommer til udtryk gentagne gange, men for at give et eksempel kan man se nærmere på sansenydelserne, som han (splittet som han var) både foragter og samtidig ikke kan undvære, hvilket medfører en evig splittelse mellem kød og ånd. Baudelaire udtrykker det ved at sige, at ”Gud og Satan vil altid kæmpe mod hinanden” eller sagt på en anden måde: det gode og det onde vil altid kæmpe i mennesket. I Oscar Wildes roman ’Billedet af Dorian Gray’ (1891) bliver det formuleret således i en samtale mellem kunstmaleren Basil Hallward og hovedpersonen Dorian Gray: ”[Basil] ”Der var intet ondt i det, intet skammeligt. Du var sådan et ideal for mig, som jeg aldrig skal møde igen. Dette er en satyrs ansigt.” [Dorian] ”Dette er min sjæls ansigt.” [Basil] ”Åh Gud! Sikken en, jeg har tilbedt! Han har en djævels øjne.” [Dorian] ”Vi rummer alle både himmel og helvede, Basil,” udbrød Dorian i vild fortvivlelse.” I ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’ formuleres samme tankegang af Dr. Jekyll: ”Det var menneskets forbandelse, at disse uensartede elementer var bundet således sammen – at disse to, hinanden modsatte, tvillinger uafladeligt skulle kæmpe mod hinanden i sjælens martrede afgrund.”
Som man kan se, begynder litteraturen fra og med Baudelaire at beskrive subjekter, der terroriseres af indflydelser uden for jegets kontrol, af kræfter fra sjælens mørke. Georg Brandes skriver: ”Der er skjult i os en Skabning, som vi ikke kender og om hvilken vi aldrig véd, om den ikke netop er det modsatte af det Væsen, vi tror at være.” Det onde er ikke længere noget udefrakommende, det er indlejret i menneskets selv, hvilket netop er tilfældet med ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’, der netop beskæftiger sig med tanken om modernismens splittede subjekt.
Spejlet, sansenydelserne og subjektets spaltning
I ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’ kredses der om lægen, der skaber et væsen, som vender sig destruktivt mod sin skaber, og dermed fastlægges en klassisk hybris/nemesis-tematik. Det nye er imidlertid, at eksperimentet er rykket ind under huden og ondskaben er ikke noget udefrakommende, man kan skærme sig mod. Det er fundamenteret i selvet, og er dermed noget universelt, der kan ramme os alle. Dermed adskiller ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’ sig også fra Mary Shelleys ’Frankenstein – or The Modern Prometheus’ (1818), hvor det onde er forankret i det ydre og desuden er resultatet af en videnskabelig succes. Da Dr. Jekyll udspaltede Mr. Hyde var det i højere grad en tilfældighed, fordi stoffet formentlig var urent.
Spørgsmålet bliver da, at hvis personligheden kan fordobles og flerdobles, kan jeget så have en fast kerne? Svaret må givetvis blive nej, hvis man læser videre i ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’: ”For hver dag, der gik, og ud fra begge sider af min indsigt, den moralske og den intellektuelle, nærmede jeg mig således mere og mere den sandhed, som, da jeg opdagede en del af den, forårsagede dette forfærdelige skibbrud – at mennesket i sandhed ikke er én, men i sandhed to. Jeg siger to, fordi min viden ikke har ført mig længere. Andre vil følge efter, andre vil forske videre og nå længere ad de samme veje, og jeg vover den påstand, at den dag vil komme, hvor man erkender, at mennesket udgøres af en mangfoldighed af indbyrdes uoverensstemmende og uafhængige væsener.”
Ifølge denne passage argumenterer Dr. Jekyll altså for, at mennesket ikke har en fast kerne, men i stedet udgøres af en mangfoldighed af kerner, og han foregriber dermed nogle af de tanker, som senere bliver formuleret af Hans-Jørgen Nielsen i attituderelativismen. Men hvad bliver konsekvenserne heraf? I Elaine Showalters ’Sexual Anarchy’ (1992) lyder det: ”Unable to pair himself off with either a woman or another man, Jekyll divides himself.” Bliver konsekvensen da, at mennesket ikke kan finde sin anden halvdel og blive helt, sådan som Platon beskriver det i ’Symposion’, men er mennesket i stedet hensat til kun at kunne elske sig selv? I givet fald peger det frem mod en narcissismetematik, som både kan findes i ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’, men også i ’Billedet af Dorian Gray’. Kendetegnende for myten om Narcissus er netop selvforelskelsen eller selvforblændelsen, hvor spejlet og spejlbilledet er vigtige elementer.
I romanerne viser spejlet ikke længere den virkelige virkelighed, spejlet bliver et fremmedgørende element, som man ikke længere kan stole på, for det man ser, er ikke nødvendigvis sandheden. Dr. Jekyll installerer et spejl i sit laboratorium netop med henblik på at se, hvordan han kan transformere sig fra Dr. Jekyll til Mr. Hyde. I ’Billedet af Dorian Gray’ bliver maleriet et spejl for Dorian Grays sjæl, et sjælespejl, der afbilleder de grusomheder som Dorian Gray begår. I ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’ begår Hyde grusomhederne, men ingen kan se det på Jekyll til trods for, at de er en udspaltning af den samme person. I ’Billedet af Dorian Gray’ begår Dorian Gray grusomhederne, men kun i spejlets afbildning kan man se, hvem den egentlige synder er. Dorian Gray forbliver pletfri på samme måde som Dr. Jekyll. Hemmeligheden om, hvem den egentlige synder er, hemmeligholdes i begge romaner indtil slutningen. Kun Dr. Jekyll og Dorian Gray kender det egentlige omfang af syndens udbredelse.
Indledningsvist nævnte jeg, hvordan Baudelaire taler om sansenydelserne som noget, han både foragter og søger. Det samme gør sig gældende, når Dr. Jekyll plæderer for sansenydelserne gennem Hydes udskejelser: ”Så fortog disse smerter sig hurtigt og jeg kom til mig selv, som efter en svær sygdom. Der var noget ejendommeligt i mine følelser, noget ubeskriveligt nyt og utroligt sødt – så nyt var det. Jeg følte mig yngre, lykkeligere og lettere tilpas: jeg mærkede i mig en svimlende hensynsløshed, en strøm af uordnede, sanselige billeder, som myldrede igennem mig, en følelse af at alle forpligtende bånd løstes, en ukendt, men ikke uskyldig frihed i sjælen.” Lige så meget, som Jekyll nyder at iføre sig Hydes maske, lige så meget foragter han også sig selv, når han gør det. Han er splittet mellem de to instanser, mellem det gode og det onde. De samme tankestrukturer gør sig desuden gældende i ’Billedet af Dorian Gray’.
I begge romaner bliver det forfængeligheden, der er omdrejningspunktet og afsættet for narcissismen. I ’Sexual Anarchy’ argumenter Showalter for, at homoseksualiteten medfører død. Men måske er det nærmere narcissismen, der gør det? Både for Dr. Jekyll og Dorian Gray er det selvdestruktionen som medfører døden, når de begår hybris ved at elske sig selv og sin dobbelthed mere end sin næste.
Den dobbelte storby
Storbyen bliver i modernismen ofte beskrevet som en labyrint og hos Baudelaire finder man da også den labyrintiske storby. Baudelaire opfatter, som nævnt tidligere, storbyen som både forførende og dæmonisk. Hos Baudelaire er storbyen altså også splittet, hvilket forplanter sig i de personer, som bor i byerne. I ’Les fleurs du mal’ lyder det i digtet ”Landskab” således: ”Højt fra Kvisten med Hænderne om min Nakke/ se Folk på Arbejdspladsen synge og snakke,/ Skorstene, Tårne, den Byens Masteskov (…) // Det er smukt ved Lampelys at sidde ved sin Rude/og se Stjernen fødes i Natten derude,/ se Floder af Kulrøg slå op mod Himlens Rum,/ og Månens Fortryllelse udgydes bleg og stum.” Dette er Baudelaires landskab. Det er det moderne landskab, hvor tårnene skyggefuldt rejser sig op i horisonten og indhyllet i kulrøg bryder bybilledet. Baudelaires dæmoniske bylandskab finder man både i ’Billedet af Dorian Gray’ og i ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’. Her fra ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’: ”(…) årets første tåge drev ind over byen. Et tæt chokoladefarvet dække sænkede sig over byen, men vinden angreb til stadighed disse skydannelser og splittede dem; så da vognen langsomt bevægede sig fra gade til gade, kunne Mr. Utterson iagttage en prægtig række af vekslende belysninger – snart var det mørkt som sidst på aftenen, snart glødede det varmt og brunligt, som fra et fjernt bål, snart blev tågen et øjeblik helt splittet, og et skrøbeligt dagslys piblede frem gennem den hængende gus. Det uhyggelige Sohokvarter med de snavsede gader og lurvede beboere, lygterne, som aldrig var blevet slukket, eller som var blevet tændt igen for at bekæmpe dette triste mørke, som vendte tilbage, alt dette virkede i den skiftende belysning som et mareridt af en by i sagførerens øjne.” Beskrivelsen af byen fortsætter i samme tone, hvor der veksles mellem lys og mørke, eufori og dæmoni, præcis som hos Baudelaire. Det skjulte og dunkle tematiseres i navnet Hyde: at skjule. Det understøtter tågen i dette teksteksempel, hvor Dr. Jekyll har valgt at bosætte Mr. Hyde i et kvarter, der er indhyllet i tåge: gemt væk og mystificeret.
Afslutningsvis kan man konkluderende, at ’Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’ således kan læses som et udtryk for en tiltagende splittelse i modernismen og en smertefuld fremmedgørelse, der opsummerende kan udtrykkes gennem Arthur Rimbauds aforisme om, at jeg er mig og dog en anden. Je est un autre.