Covid-19 Coronavirus Data Dashboard fra Information is beautiful
https://informationisbeautiful.net/visualizations/covid-19-coronavirus-infographic-datapack/

Brug for statistik eller data om Covid-19?

04.03.21
Skriver du projektopgave om pandemien? Er du nysgerrig på, hvordan pandemien egentligt udvikler sig på verdensplan? Har du brug for at få be- eller afkræftet nogle facts i den uendelige strøm af nyheder og holdninger til pandemien?

Så har vi udvalgt nogle enkelte kilder, som vi mener, er troværdige, transparente og samtidig formidler store mængder data på en overskuelig facon.

Du kan finde interessante infografikker om pandemien og indsatsen mod den på websitet informationsisbeautiful.net, som har det de selv kalder en Covid-19 #CoronaVirus Infographic Datapack. Her kan du finde og sammenligne statistikker for vaccinationer, smitte og død, men du kan også finde interessante visualiseringer om, hvordan Covid-19 relaterede dødsfald fordeler sig på etnicitet eller hvilke typer af materialer, der bedst begrænser smitte sammenholdt med mundbind. Endelig kan du også finde en infografik, der sammenholder flere undersøgelser, hvor eksperter er blevet bedt vurdere smitterisikoen for forskellige aktiviteter - biblioteker er f.eks. vurderet som en lavrisiko.

Du kan også gribe det an fra en lidt anden vinkel via Google Trends, hvor du både selv kan undersøge, hvilke søgeord der anvendes hyppigst i relation til pandemien eller bruge deres samlede indgang Coronavirus Search Trends, hvor du bl.a. kan få indblik i, hvilke symptomer og emner, der søges hyppigst på. Der er også en dansk version, men fordi datamængden er så meget mindre på dansk end engelsk, så bliver billedet dataene tegner mere grumset. Google udgiver i denne tid også Mobilitetsrapporter om vores bevægelsesmønstre under pandemien. Rapporterne sporer bevægelsesmønstre i forhold til tid og geografi og organiserer dem efter forskellige kategorier af steder, f.eks. detailhandel, forlystelser og beboelse. - ikke overraskende kan man se, at der har været et stort fald i brugen af butikker og offentlig transport, men at der er en endnu større stigning i brugen af parker. Det kan måske blive interessant at se, om tallene ændrer sig, nu hvor mindre butikker mv. åbner igen? 

Hvis du vil gå endnu mere til den med din research, så er Our World in Data et fantastisk website. Dataene her er totalt åbne og tilgængelige og deres dataanalyser er ualmindeligt grundige og troværdige. De har selvfølgelig også dedikeret en sektion til pandemien, men du får et rigtigt fint overblik, hvis du starter med deres Data Explorer. Her har du mulighed for at tilpasse graferne til dine spørgsmål, f.eks. sammenligne tallene fra Danmark med andre lande, men også se, hvor der er inført hvilke restriktioner på verdensplan f.eks. udgangsforbud eller mundbind. 

Endnu et website mange andre baserer deres analyser på er Worldometer, som har en løbende opdatering af de overordnede tal i pandemien; hvor mange smittede, døde, raske samt dagligt opdaterede grafer for lande, demografi, køn, inkubationstid m.m. Vi er her nede i de virkelig "tørre facts", men nogen gange er det jo også det, som man har brug for. 

Hvis du har input eller kommentarer til indlægget, vigtige kilder vi har glemt at inkludere e.lign. er du naturligvis velkommen til at skrive til os.