KVINDER KVINDER

10.09.15
Littunas anmelder har denne gang læst en sommerroman, der trods gode øjeblikke ikke helt lever op til forventningerne.

Anmeldelse af Ida Holmegaard: Emma Emma, udgivet på Gladiator d. 13. august 2015

Anmeldt af Katrine Lund

Ida Holmegaards debutroman spiller pænt bold op ad de nutidige danske litterære tendenser og længsler efter det fine, det ømme og det minimalistisk-realistiske. Bogen er gennemgående holdt yderst flot i et sommerdovent sprog, der skildrer alle de små detaljer, som vi ellers ikke når at bemærke i hverdagen – eller i dette tilfælde i sommerferien.

Emma Emma er en bog om en ganske almindelig sommer tilbragt i København og omegn, hvor de to bedste veninder Emma og Agnes udvikler nye spirer i deres relation. Derudover optræder der sporadisk andre karakterer som Agnes’ flirt, måske kæreste, Anton, hendes farfar og andre veninder end Emma. Bogen emmer af den dvaske og afslappede stemning, der kan være i en sommerferie, hvilket Holmegaard udmærker sig i netop disse stemningsbeskrivelser: billeder, der glider over i og afløser hinanden, sommerscenarier, som vi alle kan genkende:

”En flødeis ligger i sandet og smelter. Vi befinder os i det, man kalder sommerlandet. Her kan man spille minigolf. Nogle teenagere ræser forbi på mountainbikes om aftenen, de kører rundt og rundt på grusvejene med deres lange kroppe fuld af rastløshed, mens de voksne griller pølser, steaks, kylling. Her dufter altid af grill mellem kl. 16 og 23.”

Emma og Agnes er skildret som karakteristisk set to forskellige piger. Emma er den udfarende og spontane, hvorimod Agnes er den tænkende og mere indadvendte type. Samtidig er det dog, som om de to piger også har en tendens til at flyde sammen til den samme person. De har de samme vaner, køber gaver til hinanden, og Emma taler på samme måde, som førstepersonsfortælleren Agnes tænker – og skriver. De længere dialogafsnit, hvor Emma taler, adskiller sig altså ikke fra resten af sproget i romanen: ”Jeg husker de store hestekroppe i bevægelige klynger over græsset og et tæppe af hvide hatte foran mig på tribunen.” Det kan medvirke til, at sammensmeltningen giver et billede af pigernes indbyrdes forviklede relation, men det gør også dialogen tilnærmelsesvis utroværdig, da Emmas replikker er kendetegnet ved at være for velovervejede, qua hendes personlighed, og synes påtagede.

Det er primært et kvindedominerende univers, bogen skildrer. Holmegaard har givet udtryk for i et interview, at hun er inspireret af Prousts beskrivelse af kvinder ”i flok”. De to primærmandlige karakterer er den døende farfar og Anton, der er en ”feminin” mand med langt hår. Han tør ikke nøgenbade, men det gør Emma. Han tør heller ikke sige nej til at nøgenbade, men det gør Agnes. En teenagedreng spørger Agnes, om hun vil med til en fest, men han er så nervøs, at han ikke får fortalt hende, hvor festen foregår, før han er løbet væk. Emma fortæller om Guy, hun har datet, men hun har nærmest allerede glemt ham. Michael fra jobbet danser akavet til alle fester. Mændene er altså ikke ligefrem beundringsværdigt macho, men det berører meget godt den moderne mands indtræden i en overfeminiseret verden. Ligesom de andre tematikker i bogen bliver denne heller ikke afsluttet og overforklaret. Den bliver let taget fat på og slippes derefter i sommerens ufærdighed og livets fremadgående glemsel.

Det mest vedkommende og interessante i Emma Emma udspiller sig først over en tredjedel inde i romanen. Desværre bruges nogle af romanens første sider på, hvad der kan synes som malplacerede (og til tider lidt for lange beskrivelser) af tilfældige og ligegyldige aktiviteter, såsom et radioprogram og filmen Shawshank Redemption. Jeg som læser var ved at kedes i den første tredjedel, men afstikkerne er sandsynligvis tiltænkt som en måde at understrege sommerstemningen på.

Emma Emma indgyder ikke et stort, episk indtryk, da den i sin essens bare er en lille, fin beretning om en sommerferie. Det er dog imponerende, at Holmegaard kan holde sig fra fristelsen til at udvikle et drama eller et form for klimatisk højdepunkt. På den måde er handlingen ikke overspillet, den er tilpas – eller faktisk nærmere underspillet. Læseren er selvfølgelig den evigt utaknemmelige, der altid vil have mere, og det er da også blot ønskværdigt, at man sidder med følelsen af at ville have haft mere. Altså er Holmegaard startet godt ud, men det bliver interessant at se, om bogen bliver lige så hurtigt glemt, som den flygtige tid den beskriver, eller om den tangerer de danske litterære tendenser nok til at få en plads blandt deres rækker.

Materialer