Rollespil for unge i risikogruppen

19.06.20
Samfundet lukker op med rivende hast, men tilhører du risikogruppen har du måske stadig behov for at holde afstand, derfor samler vi en række digitale tilbud til netop dig

Som en del af vores digitale tilbud til unge i risikogruppen, har vi lavet et samarbejde med frivillige kræfter fra gruppen "WE WANT YOU! Aarhus Rollespilshygge" og de vil tilbyde mulighed for at interesserede kan opleve rollespil digitalt, sikkert og sammen med andre.

Målgruppen er 15+ og primært folk i risikogruppen, men andre interesserede er naturligvis også velkomne til at høre om der er plads ved det digitale bord


I første omgang er der tale om tre forskellige tilbud, hvor man kan prøve kræfter med en klassisk fantasy verden, en mere occult version af vores egen verden og som et ekstra tilbud kan man også lære, hvordan man selv kommer i gang med at styre et spil

Hvis du er interesseret i at deltage, så skriv en mail til Leon Burvil her, så vil han oplyse om tid og det videre forløb

Warhammer Fantasy Roleplay - det er en blanding mellem Lord of the Rings (elvere, dværge, orker og gobliner og ondskab) og så Game of Thrones (adelige der kæmper om magten, overnaturlige elementer som magi og mystik).

Reglerne er meget simple og lette at lære.

Call of Cthulhu. Efterforskning af sære begivenheder i vores egen virkelige verden. Spillet er mindre action-orienteret end Warhammer og fokuserer i stedet på uhygge, mord, gamle manuskripter med forbudt viden og sindssyge.

GM-kursus: 

Et kursus, hvor folk får værktøjerne til selv at skabe og køre deres egne spil, så de også bliver selvhjulpne efter Corona-krisen. Afholdes af Dennis G. Nielsen, en af hovedkræfterne bag WE WANT YOU! Aarhus Rollespilshygge 

WE WANT YOU! Aarhus Rollespilshygge
 

WE WANT YOU! Aarhus Rollespilshygge, sidste onsdag hver måned, Folkestedet, Carl Blochs Gade 28, 8000 Aarhus C.

Har du lyst til at møde andre ligesindede rollespillere og snakke med dem om alt fra DnD til systemløst rollespil, fra karakterskabelse til kampagnetools, fra miljø og kultur til alt det andet der hører til rollespil, så ta’ et kig forbi og mød mennesker.

Leder du efter spillere, gruppe, GM, feedback på dit projekt eller testere til dette eller hint, så er dette også et godt sted at mødes og se hinanden an, samt at få spredt budskabet.