Portræt af Olga Tokarczuk og Peter Handke

11.10.19
I går d. 10. oktober blev nobelprisen i litteratur givet til ikke blot en, men to forfattere! I den forbindelse kan vi fra Aarhus Bibliotekerne selvfølgelig ikke lad være med at fejre de to vindere af verdens største litterære pris; polske Olga Tokarczuk og østrigske Peter Handke.

Olga Tokarczuk har ifølge nobelprisens hjemmeside vundet prisen for ”a narrative imagination that with encyclopedic passion represents the crossing of boundaries as a form of life.”

Tokarczuk har siden 1990´erne markeret sig som Polens absolut største nulevende forfatter, og har længe været en kandidat til nobelprisen. Hun fik sit store internationale gennembrud med den fragmentariske roman Rejsende, der udkom på dansk i 2016 og på engelsk i 2018 som Flights. Romanen beskriver den dybt kaotiske og grænseoverskridende oplevelse som rejser kan være, og demonstrerer på samme tid, at polsk kultur ligeledes er dybt fragmentarisk og kaotisk.

Hun er som forfatter og intellektuel dyb modstander af den kulturkonservative og nationalistiske politik, der føres i Polen, og advokerer i stedet for et nyt syn på Polen, der historisk altid har været multikulturelt. Ifølge Tokarczuk er polsk kultur dybt afhængig af både ukrainsk og jødisk kultur i en sådan grad, at polsk kultur slet ikke er mulig uden de to andre. Hendes holdninger har gjort hende forhadt af den konservative elite i Polen og dybt elsket af de unge venstreorienterede i byerne.

Peter Handke har ifølge nobelprisens hjemmeside modtaget prisen for ”an influential work that with linguistic ingenuity has explored the periphery and the specificity of human experience.”

Handke har siden 1960´erne udgivet et hav af romaner, essays og filmmanuskripter, og er generelt anerkendt som en af de største nulevende europæiske forfattere. Han har dog også i de seneste år været genstand for en del skandale for hans offentlige og hyldende udtalelser om Slobodan Milosevic, der er blevet dømt for krigsforbrydelser. Handkes offentlige udtalelser om borgerkrigen i eks-Jugoslavien har ført til, at han er blevet frataget flere priser og har sendt borgere verden over på gaden i protest. Han er ligesom Michel Houllebecq en litterær infant terrible.

Handke debuterede i 1965 med romanen Die Hornisse og udkom første gang på dansk med romanen Die Angst des Tormanns beim Elfmeter fra 1970, der kom til at hedde Målmandens frygt for straffespark. Det var dog i første omgang som manuskriptforfatter, at Handke gjorde sig bemærket. Op igennem 1960´erne skrev Handke en række avantgardistiske skuespil uden kulisser eller egentlig handling. Specielt blev stykket Publikumsbeschimpfung (publikumsfornærmelse) en stor succes da han præsenterede det for en gruppe avantgardistiske kunstnere i USA i 1969.

Handkes litteratur kredser generelt omkring det isolererede individ og dets kamp mod omverdenen, et tema der også går igen i de filmmanuskripter, som Handke har produceret gennem tiden. Mest berømt er nok filmen Der Himmel über Berlin fra 1987, hvor usynlige engle lytter til de ensomme borgere i Berlin. Filmen vandt flere priser ved både Cannes og European Film Festival.

De to vindere er i både litterært udtryk og i personlige holdninger dybt forskellige, men har i lige så høj grad begge to fortjent at vinde verdens mest prestigefyldte litteraturpris. Du kan låne deres bøger på Aarhus Bibliotekerne, de kan varmt anbefales.

Materialer