Nikolaj Nørlund fortolker Michael Strunge

10.09.19
Samarbejdet mellem DR og Bibliotekerne har i denne uge fokus på Michael Strunge. Og der er mange måder, man kan få kendskab til den punkede forfatter på.

I 1996 debuterede Nikolaj Nørlund som soloartist med pladen Navnløs, hvor han fortolker en række digte af punkdigteren Michael Strunge. Navnløs blander strygere, elektronisk musik og guitar med Nørlunds lette, nærmest hviskende vokal, og med Strunges tekster oven i hatten er det i allerhøjeste grad lagt op til en interessant oplevelse. Nikolaj Nørlunds musik og stemme skaber et intimt rum om digtene, der gør, at deres dybe følsomhed kommer til udtryk. Navnløs er en ekstrem følelsesladet plade, hvor Strunges sårbarhed og følelse af fremmedhed virkelig får lov at blive udfoldet. Det er et interessant og anderledes take på Strunge, der normalt læses som den unge, vrede punker.
Nikolaj Nørlunds album er uden tvivl værd at kaste sig over, og numrene kan nydes enten for sig selv eller med Strunges digte ved siden af.

Materialer