MUSIKDEBATTER PÅ DOKK1: Sexistiske anmeldelser, kriminelle rappere og #metoo i metalmusikken

29.08.22
Ny debatrække sætter spot på aktuelle dilemmaer inden for musiklivet.

Dette efterår byder Aarhus Bibliotekerne i samarbejde med Music City Aarhus 2022 på tre debatarrangementer, der hver belyser et aktuelt emne inden for musiklivet. Fælles for de tre debatter er et overordnet tema om identitet og repræsentation.

I medierne, på Twitter og Facebook bølger heftige diskussioner om køn, etnicitet og seksualitet – også omkring musikbranchen – og tonen kan let blive fjendtlig. Men når vi mødes ansigt til ansigt, kan vi øve os i at rumme uenigheden. På biblioteket glæder vi os derfor til at skabe rammerne for en række samtaler, hvor tonen er respektfuld, samtidig med at uenighederne får lov at stå skarpt.

Læs mere om debatterne herunder. Vi håber, at mange har lyst til at deltage – både aktører fra musikbranchen og alle andre aarhusianere, som interesserer sig for musik- og kulturlivet!

Der er fri entré til alle tre debatter – men husk at bestille en gratis billet på aakb.dk.

Debatterne er arrangeret i samarbejde med Music City Aarhus 2022 og støttet af FO-Aarhus’ debatpulje.

22. september:
MUSIKJOURNALISTIK I EN WOKEKULTUR – debat om køn, sprog og sexisme
Har musikjournalistikken et problem med sexistisk sprog i artikler og anmeldelser? Hvordan kommer det til udtryk, og hvad skal vi gøre ved det? Skal vi glæde os over opgøret med nedladende stereotyper – og/eller frygte, at wokebevægelse og cancel culture truer ytringsfriheden og den kunstneriske frihed?
Debat mellem musiker Signe Tobiassen (Nelson Can) og rockjournalist Espen Strunk.
Gratis billetter her.

25. oktober:
MASK’ PÅ? – debat om hiphop og bandekriminalitet
Hvad sker der i hiphoppen, og hvordan skal vi forholde os til det?
Hvordan påvirker den hårde musik de unge, de lever på kanten? Hvilken musik kan vi acceptere at høre i radioen eller se hyldet til prisuddelinger? Og hvor går grænsen mellem samfundshensyn og den kunstneriske frihed?
Debat mellem tidligere bandemedlem Abud Mustafa og filminstruktør Mike Spooner. Debatten modereres af musikjournalist Kristian Karl fra Soundvenue.
Gratis billetter her
 

7. december:
#METALTOO – er metalmusikken mest for hvide mænd?
Deltagerne til denne debat er ikke fastlagt endnu, men det overordnede emne er diversitet og repræsentation, dvs. hvordan metalscenen har det med minoriteter – og omvendt. Mere info – og muligheden for at bestille gratis billetter – følger her, så snart alle aftaler er på plads.