Konkurrencen 500 ord. Og vinderne blev ...

Vinderne af skrivekonkurrencen ”500 ord” blev hyldet ved et arrangement onsdag den 7. november. Det var tredje år i træk, at skrivekonkurrencen blev afholdt, og igen i år blev vinderne kåret på Dokk1.

Astrid Buch Leander vandt et ophold på Brønderslev Forfatterskole, og Ella Liora Drescher Fjord vandt en udgivelse af hendes historie på Gyldendal, med illustrationer af Rasmus Juul.

Børnenes historier afspejler aktuelle tendenser i samfundet
Igen i år vidner børnenes indsendte historier om grænseløs fantasi, men også virkelighedsnære emner som klimaet fylder i børnenes fortællinger. Den ene af årets to vinderhistorier er en dystopisk fortælling om jordens undergang og er skrevet af Astrid Buch Leander. Den anden vinderhistorie er en legende fortælling om tre venner på æblerov hos kvarterets sure gamle mand, og er skrevet af Ella Liora Drescher Fjord. 

I alt blev der indsendt 1425 historier. 1425 historier, der rummer en bredde i temaer - fra frygten for klimaforandringer til skilsmisse, Fortnite til klassiske fortællinger om venskab og barndom. Og det viser børn, der både beskæftiger sig med de helt nære temaer og de store verdensomspændende tendenser.

Konkurrencen trækker børn til fra hele landet, og de mange historier giver hvert år et godt indblik i børns verden lige nu – et indblik, der ofte spejler tendenser i samfundet og den offentlige debat. 

Aarhus Kommunes Biblioteker står bag konkurrencen i et tæt samarbejde med Gyldendal, Biblo og Brønderslev Forfatterskole.

Konkurrencen er skabt på baggrund af den tilbagevendende skrivekonkurrence ’500 Words’, som kører årligt på BBC. Idéen stammer oprindeligt fra Hay Festival, som har spredt idéen til flere lande.
Vinderne af sidste års konkurrence blev Caroline Sjøgaard med ’Ida og Elvis’ og Anna Schjerning Lindkær Jensen med 'Jeg er Liva Lene'.

Se mere her: www.500ord.dk 

Kontakt Sif Lüscher Rauff, projektleder for Aarhus Bibliotekernes international festival for børnelitteratur, Albus, for mere information på silr@aarhus.dk

Materialer