Kan man indrette et bibliotek online?

Kan man virkelig diskutere farveskalaer, møbler og betjeningspunkt online? Ja! (næsten).

Det er i hvert fald lige præcis sådan vi har været nødt til at arbejde med indretningen af det nye bibliotek i Gellerup, som forventes at kunne slå dørene op i slutningen af 2021.

Biblioteket bliver en del af den nye Sports- og kulturcampus, som skyder op af jorden på Karen Blixens Boulevard i Gellerup. Selvom Coronapandemien har slået mange ting tilbage, så er byggeriet i fuld gang og følger tidsplanen.

Siden 2016 har vi tænkt, tegnet og drømt sammen med brugere og samarbejdspartnere. Vi har tegnet med børn i området, delt ønsker med voksne over utallige kopper kaffe og lært meget om, hvad et bibliotek kan være. I dag står de nye bygningerne der, men herunder ses nogle af de helt tidlige drømme konkretiseret i et miniaturebibliotek bygget af papkasser:

 

 

Nu er vi milevidt videre. I første kvartal af 2021 har arkitektfirmaet Transform i en intens proces sammen med os arbejdet med at omsætte drømme og behov til en grundlæggende indretning.

Herunder ses en grundtegning af det nye bibliotek, der ligger som et L med langside ud mod Karen Blixens Boulevard. Tegningen viser også en multisal, en fælles have i midten og et Mellemrum, hvorfra man kan komme ovenpå til foreningslokaler og samlingshus eller videre ud til Multisalen eller lokaler, hvor Magistraten for Sundhed og Omsorg skal have aktiviteter:

 

 

Når den grundlæggende infrastruktur i biblioteket er helt på plads, så trækker vi i arbejdstøjet på ny og går i gang med at efterprøve vores visioner ind i den fastlagte grundindretning.

Altså skal vi i gang med at sikre, at vi opnår de stemninger og kan opfylde de mange forskellige behov og visioner vi har som bibliotek i Gellerup. Den proces håber vi igen at kunne inddrage både brugere og samarbejdspartnere i.