Fotograf: Martin Hansen, Gyldendal Medie, 2019
Fotograf: Martin Hansen, Gyldendal Medie, 2019

Jeg har tabt noget men i det mindste havde jeg noget

29.04.21
Yahya Hassan døde for et år siden d. 29. april. Vi stiller skarpt på det intense forfatterskab.

Yahya Hassan debuterede i 2013 med digtsamlingen YAHYA HASSAN og forfatteren blev hurtigt kendt for sine versaler og sin enestående måde at læse sine digte højt på. Digtsamlingen blev en bombe i dansk litteratur og med sine 120.000 solgte eksemplarer den mest sælgende digtsamling i Danmark til dato. Dermed gjorde Yahya Hassan noget ganske særligt. Han fik lyrikken ud til den brede befolkning og ikke mindst fik han os til at tale sammen om den.

I november 2019 udkom hans næste digtsamling YAHYA HASSAN 2, som blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2020. I nomineringen stod blandt andet:

Perspektivet i den nye bog er mere vidtrækkende end i debutsamlingen. Teksterne knytter den lokale vold sammen med den globale vold. Der er en direkte forbindelse mellem den lokalt erfarede diskrimination og racisme og de faktiske geopolitiske forhold. Der er pludselig ikke langt fra Aarhus til Gaza. YAHYA HASSAN 2 er ikke nogen almindelig bog, og den stryger ikke sine læsere med hårene. Den er et brændende vidnesbyrd. Dens stemme vil høres. Og præcis fordi den taler poesiens sprog, vil den også blive hørt.

Du kan læse hele nomineringstalen ved at klikke her (åbner i nyt vindue)

I dag markeres det intense forfatterskab og ikke mindst forfatteren bag de udgivelser, der har fået en solid plads i dansk samtidslitteratur.

Hos Litteratursiden kan du læse en mere fyldestgørende artikel om Yahya Hassan og forfatterskabet ved at klikke her (link åbner i nyt vindue)

Og på DRTV kan du se dokumentaren "Yahya - Den fødte digter" der fortæller historien om mennesket bag de vrede versaler. Gå til dokumentaren ved at klikke her. (link åbner i nyt vindue)