Et eventyr af lyd og ord og sten

Arrangement: kom med til en lydoplevelse lidt ud over det sædvanlige, når sci-fi-dokumentaren SPEOS bliver præsenteret på Åby bibliotek den 26. september 2020.

Læs mere om begivenheden og sikre dig en gratis billet her: https://www.aakb.dk/arrangementer/litteratur/speos-en-fortaelling-i-ord-...

Kalder alle sci-fi-, musik-, digt-, dokumentar-, kunstinstallation-, lydbog- og litteratur-elskere! Ja, det er en mærkelig, spraglet kombination, men alle kan være med til præsentationen af dette specielle projekt. Lørdag den 26. september 2020 på Åby bibliotek kan du nemlig være med og få en lyd- og litteraturoplevelse ud over det sædvanlige. Sci-fi-dokumentaren SPEOS vil blive afspillet og efterfølgende vil kunstnerne bag, Schweppenhäuser/Thomsen og Morten Søndergaard, fortælle om projektet, historien og musikken.

Sci-fi- og dokumentar-elskere: SPEOS er en sci-fi-dokumentar om en person, som lander på et bjerg et ukendt sted og rapporterer løbende om sine oplevelser. Hans mission er at begive sig ind i bjerget gennem et enormt underjordisk gangsystem for at finde frem til det, nogen har kaldt Stilhedens kammer – et kammer, som ligger dybest inde i bjergets mørke. Fortalt i en dokumentarlignende stil, men med undertoner af sci-fi spredt ud i de ukendte grotter i SPEOS-bjergene, drages lytteren ind i et helt specielt univers, hvor lyden tager os med ind i Stilhedens mørke kammer.

Musik- og lydbog-elskere: Mere end noget andet er værket produceret som en lydoplevelse. Det er den elektroniske musikduo Schweppenhäuser/Thomsen, der står bag musik- og lydsiden. Deres musik kombinerer kompositionsmusik og elektronika, og de vandt P2s Lyt til Nyt-pris i 2008 for albummet Hjertets abe sparker sig fri (lavet i samarbejde med Morten Søndergaard). I SPEOS skaber Schweppenhäuser/Thomsen et betagende lydunivers, hvori det rytmiske ved grotter, drypstenshuler og stilheden i sig selv kommer til live.

Digt- og litteratur-elskere: Den anden skabende part af lydværket er forfatter Morten Søndergaard. Søndergaard debuterede i 1992 med digtsamlingen Sahara i mine hænder, har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris to gange, og kan flotte sig med titlerne forfatter, redaktør, lydkunstner og oversætter. Hvor Schweppenhäuser/Thomsen er lyden i SPEOS, er Morten Søndergaard ordene. Fortællingen om manden, der bevæger sig dybt ind i et ukendt territorium – som en form for parallel til Joseph Conrads Mørkets hjerte – og refleksionerne over, hvad han finder i stilheden og mørket i SPEOS-bjergene, er fortalt med Søndergaards stemme og ord. Oplev digteren i en alternativ type litteraturomgivelse, hvor både poesiinteresserede, sci-fi fans og musikentusiaster kan mødes.

Kunstinstallation-elskere: Noget af det mærkeligste, men også mest fascinerende, ved SPEOS er nok produktets udformning. Når man hører om det, tænker man at man måske vil få stukket en lydbog eller noget lignende i hånden; en bog og et par hørebøffer med et eller andet lydspor, der er designet til at køre, mens man læser. Men nej. En vigtig del af SPEOS-værket er nemlig de lydsten, der er blevet skabt i forbindelse med det. Og hvad er en lydsten? Ja, det er et godt spørgsmål. Det er store, flotte, indgraverede sten, som er blevet skabt i forbindelse med projektet, hvori der sidder et specialdesignet lydmodul, som man kan sætte høretelefoner i og derfra lytte til værket. Åby bibliotek har anskaffet en af disse lydsten, som man kan komme ud og se (og lytte til).

Alle elementerne af SPEOS spiller sammen og skaber dette helt særlige lydværk, som du kan komme og opleve, samt høre kunstnerne fortælle om projektet. Så i stedet for biografturen i weekenden, så kom og få en lidt anderledes men mindst lige så underholdende oplevelse på en lørdag eftermiddag. Vi kan måske finde lidt fællesskab i fortællerens nervøse udsagn: ”Jeg må indrømme at jeg faktisk overhovedet ikke aner hvad der venter…”

Læs mere om SPEOS og hør traileren her.

Information om arrangementet:
SPEOS – en fortælling i ord og musik
Åby bibliotek
Lørdag den 26. september 2020 kl. 12.00-14.00
Pris: gratis, men billetter skal reserveres
Billetter bestilles via aakb.dk her

Tags