Biblioteker er klar til at åbne for lån og afleveringer

Pressemeddelelse fra Kultur & Borgerservice, Aarhus Kommune. En del af bibliotekerne i Aarhus Kommune, herunder Dokk1, åbner på mandag for lån og aflevering af materiale. Det er fortsat ikke tilladt at opholde sig på bibliotekerne i længere tid.

Fra på mandag bliver det muligt at aflevere og låne bøger, film, musik og andet materiale på en del af bibliotekerne i Aarhus Kommune igen. Men det bliver et anderledes bibliotekstilbud. Det er for eksempel ikke tilladt at opholde sig på bibliotekerne, og den ubemandede åbningstid er også fortsat lukket.

Efter regeringen og Folketingets partier har indledt 2. fase af genåbningen af Danmark, åbner en del af Aarhus Bibliotekerne igen dørene på mandag den 18. maj. Men det bliver ikke en genåbning af bibliotekerne, som vi kender dem.

”Det glæder mig, at det nu snart igen bliver muligt at låne og aflevere bøger, film og andet materiale på bibliotekerne. Selvom det er en begrænset åbning, er det vigtigt, at borgerne har adgang til al den viden, underholdning og kultur, som bibliotekerne stiller til rådighed. Samtidig er det er tegn på, at nu begynder kulturen også så småt at åbne igen, og jeg glæder mig til, at vi kan åbne resten af kulturinstitutionerne i Aarhus Kommune også,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

Bibliotekerne åbner alene for, at man kan låne og aflevere materiale, og det bliver ikke muligt at opholde sig i længere tid på bibliotekerne, benytte læsesale, studere, lege, printe, bruge pc’ere, deltage i arrangementer og lignende.

Legepladsen ved Dokk1 vil også fortsat være delvis lukket af hensyn til forsamlingsforbuddet, og fordi det ikke er muligt at afspritte de store legeredskaber.

Mange møbler er fjernet fra biblioteksrummene, fordi det endnu ikke er tilladt at tage ophold i bibliotekerne. Til gengæld giver det bedre mulighed for at sikre, at man kan holde god afstand til hinanden.

Det bliver en begrænset genåbning af bibliotekerne, der sker i overensstemmelse med regeringens og Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Der bliver ikke adgang i den selvbetjente åbningstid, og de biblioteker, som ligger sammen med skolerne, åbner først senere.
 
Bibliotekschef Marie Østergård glæder sig over, at bibliotekerne nu kan åbne for ind- og udlån, og hun opfordrer samtidig borgerne til at tage genåbningen stille og roligt. Der er nemlig rigtigt mange materialer, der er lånt ud fra kommunens biblioteker i øjeblikket. Så mange, at hvis man satte alt materialet ved siden af hinanden, ville det fylde 2,8 kilometer. Mere end 30.000 borgere har i øjeblikket materiale fra bibliotekerne derhjemme.

”Vi opfordrer til, at man venter nogle dage med at aflevere materialerne, for vi får travlt, og vi vil gerne undgå, at der kommer lange køer. Men vi glæder os virkeligt til at kunne åbne lidt op igen og til at møde alle vores brugere, selvom det kun er en lille del af vores aktiviteter, vi åbner for nu”, siger Marie Østergård.  

Fristen for at aflevere det materiale, man har lånt på biblioteket, er udskudt til den 14. juni, og der er ikke nogen, der bliver pålagt afgifter i den periode. Bibliotekerne opfordrer til, at man holder øje med deres hjemmeside www.aakb.dk, der løbende vil blive opdateret med åbningstider og retningslinjer.

For yderligere oplysninger, kontakt:

- Presse- og kommunikationschef Michael Jaap på telefon 4022 8799

Fakta: Genåbning og aflevering af lånte materialer

Følgende biblioteker åbner for udlån og aflevering af bøger, film, musik, spil mm. mandag den 18. maj:

De øvrige biblioteker, der har til huse på skoler, afventer for nuværende. 

Der vil kun være adgang til bibliotekerne i den bemandede åbningstid. Tjek www.aakb.dk/biblioteker

Perioden, hvor man kan aflevere lånte materialer uden gebyrer, forlænges til og med søndag den 14. juni

Fra den 18. maj bliver det igen muligt at reservere materialer via aakb.dk og biblioteksapp’en.