Knausgårds kamp

Af Anonym (ikke efterprøvet)
24.11.11
Okay, hvis ret skal være ret, så indrømmer jeg, at jeg red med på den litterære selvfremstillingsbølge, der skyllede ind over os for år tilbage. Det var spændende, det var nyt, men nu er det hele bare blevet lidt for meget. Hvis man spørger mig…

Så udkom det sjette og sidste bind i Karl Ove Knausgårds romanprojekt Min Kamp endelig, og hvis man er helt stille, kan man stadig høre det lettelsens suk, som mangt en anmelder og litterat drog. For sjette bind lod vente på sig, og spekulationerne bredte sig som ringe i vandet: tænk nu, hvis det var endnu et litterært mediestunt, tænk nu, hvis sjette bind aldrig kom. Men sjette bind kom, og hvad så nu? Er sagaen om Knausgård så endeligt afsluttet? Nej, Knausgårds tid som forfatter er næppe overstået, men med den sidste sætning i Min Kamp 6 har anmelderne og litteraterne fået endnu mere at snakke om: ”Om nogle minutter skal jeg rejse mig fra skrivebordet, gå ud på gaden, tage mig en kaffe og nyde – virkelig nyde tanken om, at jeg ikke længere er forfatter”. Det, der bl.a. har skabt furore omkring Knausgård, er at hovedpersonen i Min kamp bærer det samme navn som forfatteren. Så hvem er det egentlig, der i Min kamp 6 forlader skrivebordet og forfattertitlen? Er det Knausgård eller Knausgård? Mit bud er, at det er Knausgård, ham, der optræder i romanen. Selvom ”Fiktionens Knausgård”, ham i romanen, har meget til fælles med ”Virkelighedens Knausgård”, forfatteren til Min Kamp, så mener jeg ikke, at man bør overse, at der på Min kamp er trykt ordet roman. Der står ikke selvbiografi eller noget i den stil, for der er tale om en roman, dvs. fiktion, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Nogle ting i Min kamp er muligvis fiktionsfri, men så længe, der er tale om en roman, så er ”Fiktionens Knausgård” og ”Virkelighedens Knausgård” ikke den samme, og det er derfor ”Fiktionens Knausgård”, der forlader Min kamp i bind 6. Virkeligheden har været igennem en fiktionaliseringsproces, inden den blev trykt i Min kamp. Men der sidder sikkert en litterat derude et sted og mener noget helt andet… Problemet er jo netop, at man ikke sådan uden videre kan skille det ene fra det andet.

Det er det samme, der gør sig gældende hos nogle forfattere her i Danmark. Mest markant i sit udtryk er nok Claus Beck-Nielsen, manden der afskrev sig sin identitet og senere begravede en vokskopi af sig selv (blot for senere at grave den op igen, men lad nu det ligge). Men selvom Nielsens identitet er død og begravet, så lever hans fysiske krop stadig, og han producerer stadig kunst og litteratur. I Nielsens tilfælde er det svært, dvs. umuligt at skille fiktion og virkelighed. Nielsen er blevet sin kunst, og kunsten er blevet Nielsen.

Den selvfremstillende litteratur er med tv-værten Anders Breinholts ord blevet for meget ”ananas i egen juice”. Forfatterene vælter rundt i grænselandet mellem fiktion og virkelighed, og de ting, der produceres, er efterhånden blot parafraser over allerede (op)brugte temaer. Michael Strunge skriver i sit digt ”Neonpoemet”: ”maskiner der producerer maskiner / fordi man har brug for maskiner”. Litteraturen er degenereret til en selvkørende maskine, der udelukkende skaber ny litteratur, fordi der er et behov for den. Men det er ikke nytænkende litteratur, der skabes. Det er kopier af kopien…

Det jeg savner, er den nytænkning, som den selvfremstillende litteratur emmede af, da den brød frem på litteraturscenen. Jeg savner, at man udfordrer litteraturen men ikke udtømmer den for mening. Litteratur vil altid indeholde et element af virkelighed, og sådan skal det også være, men når spørgsmålet om, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion, tager overhånd, så er der ikke længere tale om litteratur for litteraturens skyld. Og det er synd, når opmærksomheden flyttes fra litteraturen til fordel for forfatterens private liv uden for bogens rammer. Så jeg er gået i den anden grøft igen og stemmer for, at litteraturen endnu en gang vender tilbage til at blive en æstetisk praksis. L’art pour l’art.

Materialer