Jørgen Leth – poesi som alkymi

06.06.16
I anledning af seneste måneds afholdelse af Aarhus Litteraturfestival Vild med ORD på Dokk1 bringer vi denne mandag og ugen ud en række reportager derfra. Vi lægger ud med et stemningsbillede fra festivalens første (og totalt udsolgte!) arrangement med Jørgen Leth og Vi Sidder Bare Her torsdag den 19. maj 2016.

Reportage fra Vi Sidder Bare Her til Aarhus Litteraturfestival Vild med ORD på Dokk1, d. 19. maj 2016

Af Charlotte Elisabeth Christiansen

Torsdag aften blev årets Vild med ORD åbnet med manér og en smule stjernedrys, da Jørgen Leth og Vi Sidder Bare Her gæstede Aarhus til en fantastisk aften. Festivalen blev skudt i gang med en samtale mellem Jørgen Leth og Lars Movin – efterfølgende gav Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig koncert med deres fælles stemningsfulde spoken word-projekt Vi Sidder Bare Her.

Allerede da jeg ankommer cirka tyve minutter før, Jørgen Leth skal gå på scenen, fornemmer jeg den forventningsfulde stemning. Der er kø ind til Store Sal næsten hele vejen hen til Dokk1’s informationsdisk, og det er intet under – aftenens arrangement blev udsolgt på under en uge. Imens vi alle sammen venter spændt på, at dørene skal åbne, sniger klokken sig næsten ti minutter over syv, men fornøjelsen ved at få et glimt af Jørgen Leth opvejer så rigeligt for det. Det lykkes mig endda at tilrane mig en plads på første række, da publikum lukkes ind, så jeg får mere end blot glimt af ham i løbet af aftenen.

Leths store værk og virke

På scenen sidder den karismatiske Jørgen Leth i en polstret læderlænestol med dæmpet belysning over sig. Et glas rødvin er placeret på det lille bord ved siden af ham. På den anden side af bordet sidder forfatter og filmmager Lars Movin. Han deler ikke alene profession med Leth, men har også skrevet flere bøger om ham og hans forfatterskab. De næste tre kvarter indgår de to herrer i en samtale, der indledes, da Jørgen Leth som noget af det første udtrykker sin glæde ved at være i Aarhus – det er hans hjemmebane. Movin giver ham ret med en humoristisk bemærkning: ”Udenfor er de jo ved at bygge Let(h)banen, så …,” publikum griner højlydt, og Leth morer sig også. Jørgen Leths forfatterskab og virke strækker sig over 60 år; med så lang en karriere bag sig må der være noget, som stikker i flere retninger. Og det er der også, viser det sig, hvilket går godt i spænd med aftenens tema for hans lange karriere: modsætninger. ”Du kan jo godt lide at fremstille dig selv som et sanseligt menneske,” siger Movin til Leth. Det er noget, der normalt kan konnotere magelighed og dovenskab, men alligevel har Jørgen Leth et kæmpe værk bag sig. Det begyndte i forsommeren 1954, da Leth endnu ikke var fyldt 17 år og indtog sin første post som redaktør på den aarhusianske avis Demokraten. ”Lars er jo arkæolog i mit værk,” bemærker Leth, da Movin og han diskuterer årstal for udgivelser og bedrifter i Leths karriere. Movin demonstrerer en stor viden om Leths værk og virke under hele samtalen, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på, at Movin som sagt har kortlagt Leths tekster i flere bøger, blandt andet i samarbejde med Leth selv i En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem (2008) om hans jazztekster.

Modernisme og popkultur

Efter sin redaktørpost på Demokraten arbejdede Leth for en række andre dagblade, eksempelvis som anmelder hos Aktuelt og Politiken. I 1962 debuterede han som digter, og i 1963 som filmmager. Leth har altså bevæget sig inden for mange forskellige felter. Hans inspiration kommer ligeledes fra flere forskellige områder af kunsten. Digterdebuten Gult lys og den efterfølgende digtsamling Kanal (1964) var inspireret af modernismen – det var nybruddets fløj. Men i 1967 skete der et brud i Leths egen digtning med udgivelsen af Sportsdigte. ”Det er en meget enklere sproglig form, en meget enklere tale,” som Leth beskriver det. Han forklarer endvidere, at denne enkelhed kommer med popkulturens indtog og dens pop art, Andy Warhol og nogle af de nye svenske digtere. ”Svenskerne brugte udtrykket ny enkle – det var termen,” fortæller Leth. Movin bemærker, at med denne enkelhed er det, som om Leth startede forfra med Sportsdigte. Leth afslører, at dette brud åbnede nye muligheder for ham – han lavede blandt andet en opsætning af Shakespeares Hamlet på Teatret Svalegangen i 1966 i samarbejde med Per Kirkeby. Jørgen Leth fortæller malende, at det var en vild opsætning, hele rummet og scenen var malet blå, ”alt var blåt,” karakterernes dragter var i komplementærfarver – undtagen Hamlets dragt, som var hvid. Jørgen Leth taler videre om farvernes betydning: blåt, rødt, gult – gul er forræderiets farve, mens rød og blå forbindes med mere ædle egenskaber. ”Sådan var det,” siger Jørgen Leth som kun han kan sige det. Ofelia bar en lang hvid kjole med gult på, og kjolen var klippet i strimler hele vejen op til halsudskæringen. På et tidspunkt under stykket havde hun den på, mens hun var nøgen indenunder. Da Leth fortæller om dette, tager det sanselige i ham over: ”Det var poetisk, pikant, men først og fremmest poetisk,” synes han. Ligesom saksen klippede Ofelias kjole op, klippede denne opsætning Shakespeares plot fuldstændigt i stykker. Leth forklarer, at de ikke gjorde dette i mangel på respekt; Leth fortæller, at han er vild med Shakespeare, og at Hamlet er et af de bedste teaterstykker, der nogensinde er skrevet – uanset om det blev klippet i, om det var plot eller ej, uanset sproget. ”Vi gjorde stykket til sprogeksempler,” bemærker han.

Tilbage til popkulturen: Ligesom Sportsdigte var et brud i Leths virke, fortæller han, at popkulturen var et brud, men at der lå noget mere i det; det var en kulturkritik og et opgør med modernismens sommetider lidt opstyltede eksperimentering. Leth hæfter sig ved, at det var et vanskeligt opgør, idet popkulturen var mere direkte og fræk i sit attack. ”Modernismen var ved at gå til i selvbetragtningen,” forklarer han. Popkulturens indtog påvirkede også på Leths arbejde som kulturjournalist og -reporter, hvor han blandt andet skrev om happenings og Andy Warhol. Som reporter skrev Jørgen Leth om det, han havde lyst til – det var ikke kun et job, men en personlig fornøjelse.

Kan man blive et bedre menneske af at cykle?

”Jeg har jo taget et par små opgaver med til dig,” siger Lars Movin til Leth. Opgaverne består i, at Jørgen Leth skal læse en smule op fra sit forfatterskab. Det første digt, som Leth læser op, er fra debuten Gult lys, mens det andet er fra Sportsdigte. Det er selvsagt to meget forskellige digte. ”Kan du huske personen, der skrev på den måde?” spørger Movin, efter Jørgen Leth har læst sit første digt op. Leth svarer, at han svagt kan huske afridset af ham. Han reflekterer over sine tidlige digte med et par bemærkninger om digtenes karakter: De er fyldt med metaforer, og selvom Leth nu er skeptisk overfor metaforer, mener han, at han ”godt kunne være det bekendt,” idet digtene er på niveau med det, der blev skrevet dengang. Leth er i dag glad for disse digte – en overgang ville han slette dem helt fra sin værkliste, mens han nu gerne tager dem med og læser op. ”Det har også noget med tidens tand at gøre,” forklarer han.

Skepticismen over for metaforer er tydelig i Sportsdigte: ”Jeg er dygtig til at køre på cykel. Jeg bliver et bedre menneske af at køre på cykel.” Det er en helt anderledes og ny enkelhed fri for symbolik, der findes her. Movin spørger ind til, hvordan man kan blive et bedre menneske af at køre på cykel. ”Det må du ikke bede mig om at forklare. Det er en deklaration,” svarer Jørgen Leth. Han kommer nu alligevel med en art forklaring, da han taler passioneret om dengang, han opdagede og genopdagede sporten, i særdeleshed cykelsporten. ”Man kan godt lære noget af sporten. Det er det, der står der,” slår Leth fast.

Det romantiske i at fastholde sit blik

Snakken falder på Leths synspunkter på poesien i dag og ikke mindst hans nyeste digtsamling. ”Jeg dyrker, at man fastholder sit blik,” fortæller Jørgen Leth. ”Jeg fastholder mit synspunkt om poesien som alkymi. Der står jeg nok et andet sted end Kirkeby. Det er et romantisk synspunkt,” fortsætter han. Man forstår på ham, at impulsen til at skrive også er noget, der er fastholdt – den har ikke ændret sig som sådan. ”Det er et mysterium. Det er noget romantisk.” Men samtidig kræver det en vis rammesætning: ”Man er nødt til at finde sig et sted og sætte sig ned, og sige ’nu skal jeg skrive’,” forklarer Jørgen Leth. 

Hans nyeste digtsamling, som endnu ikke er udkommet, er skrevet færdig i Rom, afslører Leth. Men opholdet var ikke en udpræget fornøjelse. Han havde ikke lyst til at udforske gaderne, og det varede hele ni dage inden det lykkedes for ham at få hul på digtene. ”Som digter må man vente på, at poesien kommer ud. Det er en tålmodig proces,” bemærker han. For undertegnede og andre nysgerrige lader Jørgen Leths poesi også vente på sig; da Lars Movin spørger ind til den nye samling, vil Leth ingenting afsløre.” Vi ser frem til din digtsamling,” afslutter Movin.

Vi Sidder Bare Her

Efter Movin har forladt scenen, indtager Mikael Simpson og Frithjof Toksvig deres respektive pladser ved instrumenterne på scenen. Leth forbliver i front, siddende i lænestolen og stadigvæk med et glas rødvin på bordet. Det første nummer begynder med en mystisk stemning, der udgøres af ”støj” og små anslag på guitaren. Herefter begynder Jørgen Leth at læse op: ”Livet består meget af, at man ankommer …”. Enkelheden, som efterhånden er blevet én af Leths signaturer, træder tydeligt frem i hans tekster for Vi Sidder Bare Her, som akkompagneres af et vidunderligt lydtæppe skabt af Simpson og Toksvig. Det stemningsfulde ved musikken er ikke mindst tydeligt i det andet nummer, ”Månen Som Lysmester”. Musikken er smuk, dragende og næsten tryllebindende, ligesom den måne Leth reflekterer så poetisk over i nummeret: ”Alt det sceneri dernede, det ville simpelthen ikke være der uden månen”.

Undervejs i koncerten slår Leth endnu en gang fornøjelsen ved at være i hjembyen fast: ”Vi er glade for at spille her i Aarhus for fuldt hus – min hjemmebane,” siger han. Trioen spiller yderligere et antal numre, blandt andet den søde og genkendelige ”Min Første Forelskelse” samt ”At Komme I gang,” der beskriver manglen på inspiration og den proces, det er at starte på det egentlige projekt. Herefter fortæller Leth imellem numrene om, hvordan projektet Vi Sidder Bare Her startede. Han taler igen om sine tekster, der oprindeligt var improvisationer, men stadigvæk egentlig er tekster. Jørgen Leth sad på en kaffebar i København, hvor Simpson også var, og han henvendte sig til Leth, da han var interesseret i at indgå i et samarbejde med ham. Hvordan skulle det så foregå? Jo, Leth skulle bare møde op i Toksvigs studie, og konceptet var meget enkelt: Det er noget med at fortælle noget. Enkelheden i teksterne findes altså ikke alene i det rent sproglige, men også i deres opståen. Som Leth forklarer: ”Det er historier, jeg fortæller helt spontant til Mikael og Frithjof. De bliver først til tekster bagefter.”

Dans

Generelt er koncerten præget af snak og små anekdoter imellem numrene, blandt andet historien om en årlig, hjemmelavet frokost, som Leth deltager i. Det ligger fint i forlængelse af den fortællende og samtidig poetiske karakter, som numrene og Leths tekster har. Det sanselige og hverdagslige, det refleksive og det banale forenes, når Leth udtrykker sine tanker og følelser om alt fra forelskelse, alderdom og enlighed til togture, tid og fornøjelsen ved at spise et sted, hvor de hvide, stive stofservietter er en del af bordets opdækning. Leths simple sprog og enkle tilgang gør hans tekster fornøjelige at lytte til. De har en særlig karakter, de kan både være smukke og triste, men først og fremmest er de genkendelige og meget menneskelige i deres sammenblanding af enkelhed og kompleksitet. Det smukke og sanselige, men også uperfekte, menneske bliver centralt i trioens sidste nummer denne aften: ”Dans”. I sidste del af nummeret rejser Jørgen Leth sig op fra sin lænestol og stiller sig ud på scenens kant, mens han danser på sine ”stive” ben, som han tidligere beskrev dem den aften. Det er en mere end passende afslutning på en aften præget af sanselighed, poesi og modsætninger. Da koncerten er slut, forlader trioen scenen til stående applaus fra et imponeret og medrevet publikum. Jeg forlader Dokk1 med en varm følelse af glæde.