Vi flygter alle fra hinanden

Anmeldelse af Andrej Nikolaidis: Sønnen, udgivet på Jensen og Dalgaard d. 5. november 2019. Oversat fra engelsk efter The Son af Lotte Kirkeby.

Anmeldt af Arvid Kühne.

”Det gik op for mig, at alt ville have været anderledes, hvis jeg havde været i stand til at kontrollere min afsky”

Sådan indledes Sønnen, og denne sætning er egentlig meget rammende for romanens tematik. Det er ikke overraskende at kulturikonet Slavoj Žižek, med det evigt utilfredse ansigtsudtryk og pessimistiske filosofi, har udtrykt sin respekt for Nikolaidis’ værker.
Sønnen handler om en forfatter der ikke har skrevet noget i flere år. Fra sin balkon observerer han ligegyldigt sin fremmedgjorte fars olivenlund der står i flammer. Konen har kort tid forinden forladt ham efter et langt og, ifølge hovedpersonen, ”skrøbeligt og blodfattigt” ægteskab. Hovedpersonen søger isolation, men lejligheden han bor i, viser sig for varm og klam til at holde ud, så han drager ud i den Montenegroske middelhavsby inden den vågner op og turisterne flokker til igen. Selvom han aktivt forsøger at undgå det, møder han en række forskellige karakterer, såsom en barndomsven der altid blev mobbet mens han stod og kiggede på, en tidligere dygtig pianist - nu rettroende og prædikende muslim, en spedalsk familie og en alfons der sælger sine døtres (og til tider sin kones) kroppe. 

Hysterisk morsom misantropi
Hovedpersonen har intet tilovers for nogen længere, måske med undtagelse af sin tidligere kone, og det er beskrivelser som disse der giver bogen sin magi:

”Tiggeres uforskammethed kender ingen grænser. De er mennesker der forlanger barmhjertighed fra os igen og igen, selv om de aldrig selv føler det for andre. De opfører sig, som er der ikke andre ulykker i hele verden end deres”

Det er utroligt underholdende at se hvordan han forsøger at blotlægge og affeje hver persons eksistens han møder på sin vej, alt sammen mens han ganske ærligt indrømmer at han ikke selv er bedre på nogen måde. Han har ikke skrevet noget i flere år, har ikke kunnet være en tilfredsstillende partner for sin kone, kan kun oplives af historier om groteske mord, takker ja til alfonsens tilbud om en af sine døtre og, i hvad der nok er der den sjoveste hændelse i bogen, i panik sparker til et spedalsk barn da det tiggende kommer for tæt på ham. Hovedpersonen er ganske usympatisk, men som vi finder ud af gennem romanen er der mere der stikker under, som antyder hvorfor denne pessimisme er opstået i første omgang.

Det klaustrofobiske menneske

Gennem hele romanen bliver der skabt et billede af en tilværelse man knap nok kan trække vejret i. Om det så er hovedpersonens værelse der er så varmt at han, selv om natten, bliver badet i sved og må væmmes ved sin egen dunst, de mange karakterer der tilsyneladende ikke kan give ham et øjebliks fred, eller de mange turister der oversvømmer byen han bor i:

”De badende lå som sild i en tønde og var fast besluttet på at absorbere hver eneste potentielt kræftfremkaldende stråle, inden de gik tilbage til det sted, hvor de boede. Der ville de overhælde deres forbrændte hud med efterligninger af eksklusive parfumer, iføre sig deres mest dristige klæder og ile afsted til diskoteker og terrasser med turbofolk-musik, fuldstændig overbevist om, at de denne aften ville slikke den af på en anden, hvis krop havde tredjegradsforbrændinger”

Hele romanen er en stor flugt fra alting. Men med de mange sammenstød med personer, der alle på den ene eller anden måde er den sidste person han havde lyst til at løbe ind i, viser flugt sig umulig. Sartres citat ”Helvede er andre mennesker” er, selvom han ikke mente det på den måde det oftest (mis)bruges, meget passende for filosofien i Sønnen. For i romanen er intet menneske en ø, men er dybt påvirket af andre mennesker. Og det er på ingen måder en positiv symbiose, men derimod destruktiv relation. Vi bliver hinandens undergang.

Som enhver god mørk komedie burde gøre, balancerer Sønnen konstant på grænsen mellem det eksistentielle og det humoristiske. Det er første gang jeg har læst en roman med en så sortseende og usympatisk hovedperson, og selvom den havde en forholdsvist dramatisk og sørgelig slutning, var min generelle følelse efter at have læst den ikke tungsind. Ikke alle fortællerens overvejelser rammer helt plet, men selv når de ikke gør er de i det mindste stadig underholdende at læse. Det er nok ikke en bog for alle, men hvis man har lyst til at læse en roman der tager fat i emner som social arv, eksistentiel angst, religion, pornografi og kunst, uden at være et tungt og udmattende værk, ja så er Sønnen nok et godt bud!