Ulykkelige barndomserindringer

Kender I det, når man pludselig opdager, at de sidste mange bøger man har læst kredser om det samme emne?

Jeg havde netop læst Mit navn er Lucy Barton af Elizabeth Strout færdig og skulle anbefale den til en eller anden, da det gik op for mig, at den tematisk ligner alle de andre bøger, jeg har læst det sidste halve år. Det sjove er, at det alligevel er vidt forskellige bøger. Alle bøgerne kan placeres indenfor temaet barndomserindringer - og ikke de muntre af slagsen! I Mit navn er Lucy Barton tænker en nu voksen kvinde tilbage på sin barndom, mens hun er indlagt på hospitalet. Hendes mor sidder ved hendes side under indlæggelsen, men læseren finder hurtigt ud af, at det ikke er støtte og omsorg, der har karakteriseret Lucys barndom. Bogen fortæller på en stilfærdig og virkelig fin måde, hvordan mønsterbryderen Lucy forsøger at finde sin plads uden nogensinde helt at føle, at hun hører til - hverken i sit gamle eller sit nye liv. Hun beskriver sin alt andet end lykkelige barndom uden hverken vrede eller bebrejdelse og tegner på denne måde et billede af den loyalitet, man kan føle i en familie.

Anderledes barsk er Thomas Korsgaards debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi, som udkom sidste år. Her fortæller bogens jeg-person om sin opvækst i en familie i dyb krise. Alt fortælles fra barnets perspektiv, og det bliver bare værre og værre for familien og hårdere og hårdere for læseren. Da bogen endelig var ved at slutte, kunne jeg næsten ikke holde ud at læse mere, og jeg havde for længst opgivet håbet om, at det hele skulle vende og få en lykkelig slutning. Alligevel er bogen anbefalelsesværdig, for den er stilsikkert skrevet og virkelig rørende.

I vinter læste jeg Ane Riels roman Harpiks, som ligesom ovennævnte bog fortæller om en meget trist barndom fra barnets eget perspektiv. Også her ligger der døde dyr og flyder på gårdspladsen, mens skrald og undertrykt smerte hober sig op i alle hjørner. I takt med at hovedpersonen bliver ældre, går det op for hende, at noget ikke er, som det skal være i hendes familie. Det samme gælder for læseren. Først tænker man, at de forældre da er lidt besynderlige, men egentlig gode nok. Efterhånden begynder alarmklokkerne dog at ringe, og pludselig er det en helt anden historie.

Således opløftet efter al denne muntre læsning, begyndte jeg i sidste uge at se serien, som alle taler om i øjeblikket; Sharp Objects. Serien er baseret på Gillian Flynns thriller af samme navn (på dansk: Skarpe genstande), og lur mig om ikke den også handler om den mest forfærdelig barndom af alle. Camille Preaker, som hovedpersonen hedder, tager vist prisen som det mest forsømte barn i denne triste samling af ulykkelige barndomme. Jeg har ikke læst bogen endnu, men jeg har tænkt mig at gå i gang lige så snart, jeg har samlet mig mod til.

Du kan finde alle de nævnte bøger på eReolen, og så har jeg desuden samlet en række bøger i listen herunder, som også har samme tema.

Oprindeligt skrevet af eReolen.

13.09.18
Tags