Tysk films nye bølge

08.11.11
Mandag aften blev den tyske bogcafé på Hovedbiblioteket afsluttet med introduktion til den tyske nybølge samt filmforvisning af ”Good Bye, Lenin” (2003) på storskærm.

Torsdag eftermiddag gæstede lektor, Helle Egendal, Hovedbiblioteket for at dele ud af sin store viden om tysk litteratur og film, og mandag aften blev bogcafeen afsluttet med en filmforvisning af ”Good Bye, Lenin” fra 2003. Filmen er en af de mange gode tyske film, der er produceret i Tyskland igennem de sidste ca. 10 år, og man taler i den forbindelse om en tysk nybølge indenfor film.

Helle Egendal talte om tre kategorier indenfor tysk litteratur efter Murens Fald i 1989. Den første kategori er ”Wende”-litteraturen, der handler om Muren og forholdet mellem øst og vest. Den anden kategori kaldte hun Litteraturen i krigens skygge, der handler om dem, der har været øjenvidner til krigen eller levet med eftervirkningerne af den. Den sidste kategori kaldte hun for Immigrationslitteratur, og handler meget sigende om, hvordan det er at være immigrant i det moderne Tyskland.

 

Det er især indenfor de to første kategorier, at man kan finde lignende eksempler indenfor film. Om Krigen findes f.eks. ”Der Untergang” (2004), der handler om Hitler og hans nærmeste i dagene op til hans død. I ”Sophie Scholl” (2005) skildres medlemmerne af den tyske modstandsgruppe Den Hvide Rose, og i ”Napola” (2004) følger vi en ung drengs kamp for at blive professionel bokser under nazismens stormagtsdage.

I kategori nr. to om Muren og Øst-Vest problematikken finder vi ”Good Bye, Lenin”, der på tragikomisk vis skildrer de problemer, der opstår i en lille østtysk familie, da muren falder og moderen samtidig er alvorligt syg. I 2006 kommer ”Das leben der anderen” som er behandler emnet langt mere alvorligt. Filmen handler om en mand, der bliver ansat af Stasi til at aflytte en forfatter og hans kæreste. Som han lærer dem at kende, får hovedkarakteren sværere og sværere ved at holde sine sympatier for Stasi intakte.

 

En tredje gruppe film man kunne pege på, er film, der behandler den venstresocialistiske tankegang, der fra 60erne og frem har præget store dele af Tyskland. Nyeste skud på stammen er ”Wer wenn nicht wir” (2011), der

handler om terrorgruppen Rote Armee Fraction og mere bestemt om medlemmet Gudrun Ensslin og hendes kæreste Bernwald Vesper, der var pacifist. Filmen undersøger de årsager, der måtte være til, at den ene valgte at gribe til våben.

I 2008 kunne man i de danske biografer også se ”Baader-Meinhof Komplekset” om RAF-medlemmerne Andreas Baader og Ulrike Meinhof.

En sidste film i denne kategori er ”Die fetten Jahre sind vorbe

i” (2004), som handler om tre unge mennesker, der bryder ind hos rige folk og flytter om på deres møbler. De stjæler ingenting, men gør opmærksom på sig selv og det samfund, der findes udenfor de store flotte huse med alarmsystemer og swimmingpools, og hvor uligheden gør livet svært for de tre unge og en stor del af deres medmennesker.

 

Har du fået lyst til at se nogle af de tyske film, kan du låne flere af dem på biblioteket. Nedenfor kan du også finde andre, gode tyske film.

 

Materialer