Stærke kreative kvinder – med STORE drømme

I anledning af kvindernes kampdag d. 8. marts sætter vi fokus på fire kreative kvinder, der alle har gjort stort indtryk og forskel for mange mennesker.

I billedbogsserien ”Små mennesker, STORE drømme” af Ma Isabel Sánchez Vegara, møder vi i hver bog en stærk kvindelig stjerne, der havde store drømme allerede i barndommen.
Bøgerne er søde, korte fortællinger, der kan lede op til nogle gode snakke om at forfølge sine drømme, trods modstand i livet. Foruden fortællingerne, der er enkle i både sprog og længde, findes en kort tidslinje over personen liv og udvikling, der tilføjer lidt ekstra viden om den enkelte person.
Hver bog er illustreret af forskellige dygtige illustratorer, der dog alle formår at skabe et smukt og genkendeligt billedunivers. Dette i et naivistisk udtryk med stærke farver, en barnlig og næsten tegneserieagtig streg, der går igen gennem alle bøgerne. Billedbøgerne kan læses af alle, men henvender sig især til højtlæsning og dialogisk læsning med børn i alderen 4 - 6 år.

Vi har valgt at sætte fokus på fire kvinder fra serien, med hver sin kreative profil;

Designeren Coco Chanel – Født Gabrielle Bonheur Chanel (1883-1971).
Coco Chanel blev født under fattige kår i en lille by i Frankrig i 1883. Som 12-årig mistede hun sin mor, hvorefter hun blev sendt på klosterskole. Det var her hun stiftede bekendtskab med det, der blev hendes store passion, nemlig at sy. I mange år arbejdede hun som syerske som dagen og sangerinde om aftenen, indtil hun i 1908 blev hattemager og åbnede en hattebutik i Paris og i 1919 sit modehus Coco Chanel.
Coco Chanel revolutionerede ideen om det feminine og gik imod strømmen om, hvordan kvinder skulle se ud og hvilket tøj, de kunne og burde bære. Hun og hendes stilart blev et symbol på frihed for den moderne kvinde og hjalp disse med at finde styrke til at følge og opnå deres drømme.
Bogen om Coco Chanel er illustreret af Ana Albero.

Skuespillerinden Audrey Hepburn – Født Audrey Kathleen Ruston (1929 – 1993).
Audrey Hepburn voksede op i Holland, hvor hun oplevede anden verdenskrig og alt dens ondskab. Efter krigen flyttede hun med sin mor til London, men krigen og manglen på mad, havde sat sine spor og drømmen om at blive balletdanser måtte hun opgive. Hun kastede derfor sin passion på skuespillet.
Hun glemte aldrig sin egen barndom, og da hun trak sig tilbage efter en lang og stor karriere, blev hun goodwill-ambassadør for UNICEF. Som ambassadør skabte hun opmærksomhed på børn, der manglede rent vand, mad og medicin.
Bogen om Audrey Hepburn er Illustreret af Amaia Arrazola.

Sangerinden Ella fitzgerald (1917-1996).
Ella Fitzgerald voksede op lidt uden for New York. Hun elskede musik og særligt jazzen havde vundet hendes hjerte. Som 15-årig mistede hun sin mor i en bilulykke og måtte flytte hjem til nogle slægtninge. Et liv, hun ikke kunne finde sig tilpas i. Hun begyndte at pjække og blev sendt på børnehjem. Men her var livet ikke lettere. Hun blev behandlet dårligt, flygtede og måtte bo på gaden, hvor hun optrådte for at tjene penge til sin overlevelse. Det hele ændrede sig dog da hun som 17-årig deltog i en amatørkonkurrence på Apollo Theatre og vandt førstepræmien med sin smukke sangstemme.
Ella Fitzgerald gik efter sine drømme og var den første afro-amerikanske kvinde, der vandt en Grammy. Og som hun sagde ”Det er ikke vigtigt, hvor du kommer fra, men hvor du er på vej hen.”
Bogen om Ella Fitzgerald er illustreret af Bàrbara Alca.

Maleren Frida Kahlo (1907-1954).
Frida Kahlo blev født i en lille by uden for Mexico city. Som 6-årig fik hun polio, hvilket gjorde hendes ene ben tyndere end det andet. Det forhindrede hende dog ikke i at dyrke sport som drengene. Hun kunne generelt godt lide at efterligne drenge og mænd og klædte sig ofte i mandetøj og strøg håret tilbage.
I 1925 var hun ude for en busulykke, hvor hun kom slemt til skade. Som sengeliggende begyndte hun at tegne og male, hvilket var starten på et liv med kunsten i fokus. Hendes passion for kunsten, hendes stærke personlighed samt hendes kampgejst gjorde, at hun fik kæmpet sig videre fra den alvorlige ulykke og blev en stor inspiration for mange mennesker.
Bogen om Frida Kahlo er illustreret af Gee Fan Eng.

Billedbogsserien rummer foruden de fire nævnte kreative kvinder også en bog om forskeren Marie Curie samt borgerrettighedsaktivisten Rosa Parks. Alle er en læsning værd og vi ser frem til nye udgivelser i serien i en nærmeste fremtid.

Har du selv lyst til at kaste dig over serien, er de at finde herunder.

God læsning og rigtig god kampdag.