Patti Smith og andre romantikere

Af Anonym (ikke efterprøvet)
03.04.17
Turen går til New York med en romantisk rockpoet par excellence

Som 16-årig stjæler Patti Smith en digtsamling af Rimbaud, fordi hun drages af hans blik på forsidebilledet. Samme dag tager hun en bus til New York for at udleve sin drøm om at leve et kunstnerisk liv. Den første tid i New York byder på en tumultarisk tilværelse, hvor Smith i perioder lever på gaden. Hun har ikke en krone på lommen og ved ikke hvordan hun skal skaffe sig sit næste måltid.

Alligevel er hun optimistisk - for hun er i gang med at forfølge sin drøm, og byen omkring hende er et væld af muligheder.

I forhold til hvor beskyttet en tilværelse mange kunstnere trods alt lever i dagens Danmark, er Just Kids inspirerende læsning. Patti Smith er en drømmer og en romantiker, der identificerer sig med William Blake og de amerikanske beat-digtere. Og hun er ikke bange for at få skidt under neglene i forsøget på at leve et kunstnerisk liv.

Just Kids er en fantastisk erindringssamling, som udover et gribende kunstnerportræt også leverer en suveræn miljøskildring af New York i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne. Endelig er den et intimt portræt af to unge mennesker der finder sig selv i hinanden, og fans af Robert Mapplethorpe vil opdage en interessant førstehåndsskildring af hans kunstneriske udvikling.

Har du lyst til at fordybe dig i Patti Smiths univers, har jeg samlet en række bøger med hendes litterære ligesindede.

 

Tags
Materialer