Min datter vil ikke tale menneskesprog...

Min datter kom en dag hjem fra børnehave og sagde: Mor, nu vil jeg ikke længere tale menneskesprog, for jeg har fået læst en historie højt om en dreng, der taler helt skørt... Og mor, der er mange flere bøger med Lasse-Leif. Dem SKAL du tage med hjem til mig... Tja, så kan man vel ikke andet end at makke ret, når ens barn skriger på litteratur :-)

Lasse-Leif bøgerne handler om en dreng, der bor med sine forældre. Han har en dukke; Luske-Lise, som for ham er levende. Hun har en livlig fantasi, og gør alle de ting som Lasse-Leif ikke må. Mette Finderup, som er forfatteren til serien, skildrer i børnehøjde de glæder og sorger, der optager mindre børn. Det er hendes debut som børnebogsforfatter, og hun gør det som altid godt. Bøgerne giver anledning til grin, morskab og spørgsmål - store som små. Min datter og jeg mangler at læse halvdelen af de i alt 13 bøger, som er i serien. Så det er bare om at komme i gang.

De egner sig også som frilæsning til 2.-3. klasse. Selvom det er en billedbog, bærer formen mere præg af en letlæsningsbog. Nu vi taler om børnebøger... Der er kommet den mest fantastiske serie af Thomas Brunstrøm om relationen mellem en datter og hendes far - Sallys far.

Har du ikke læst dem med dit barn, skal du skynde dig ned på biblioteket og låne dem. Indtil videre er der tre i serien, jeg glæder mig allerede til 4´eren. Dine børn vil elske dem.

Materialer