Litteraturkonsulenten - det skal du opleve ved LiteratureXchange

29.05.18
Jeg synes den helt store chance i forbindelse med den nye internationale litteraturfestival er at få oplevet noget, som jeg sandsynligvis aldrig får chancen for at opleve igen.

Jeg er nysgerrig på at møde forfattere, der kan fortælle mig noget nyt om verden. Hvis jeg var publikum og havde mulighed for at deltage i tre arrangementer, tror jeg mit valg ville falde på de her:

1. Angolas magiske historiefortæller, José Eduardo Agualusa. Agualusa har høstet flere priser for romanen Almen teori om altings glemsel, der for nyligt udkom på dansk og sammenlignes med forfattere som J. M. Coetzee og Gabriel García Márquez. Han er endda blevet udråbt til at være den næste portugisisksprogede kandidat til Nobelprisen. Ham skal jeg simpelthen opleve!

www.literaturexchange.dk/program/?query=agualusa

2. Så er der Lise Spit fra Belgien, der debuterer med en roman, der ifølge anmelderne er en intens pageturner, der griber læseren ved struben.  Det er en roman om en ung kvindes kamp med og mod sin fortid. En barsk fortælling om familie, venskab og svigt.

Lise Spit skal under festivalen blandt andet tale med psykologiprofessor Peter Krøjgaard og radiovært Klaus Rohtstein om barndommens erindringer. Hvorfor husker man noget og glemmer andet? Og hvordan former det vi husker fra barndommen vores voksenliv?

www.literaturexchange.dk/program/?query=lize+spit

 3. Endeligt er der ukraniske Sergij Zjadan, der med afsæt i sit forfatterskab vil fortælle om hverdag og krig i Ukraine. Ukraine har fyldt overskrifterne den sidste tid, men hvad ved du egentligt om at leve i Ukraine? Mit ærlige svar må være nærmest ingenting og jeg kan ikke forestille mig en bedre indgangsvinkel end litteraturen, når man trænger til et menneskeligt indblik i en krigerisk konflikt.

www.literaturexchange.dk/program/torsdag-21-6/magt-og-identitet-hverdag-og-krig-i-ukraine-en-samtale-med-sergij-zjadan-(ua)-1811-688

   Og helt ærligt, så vil jeg selvfølgelig heller ikke gå glip af festivalens hovednavn, nobelprisvinder i litteratur Herta Müller, men hun behøver næppe en anbefaling.

www.literaturexchange.dk/program/?query=Herta+M%C3%BCller

Materialer