Læg mærke til navnet: Morten Dürr

Af Anonym (ikke efterprøvet)
13.10.10
Morten Dürr skriver børnebøger. Han er ikke så kendt, tror jeg, men det burde han være, for han skriver rigtig gode bøger.

Han skriver både billedbøger og bøger for større børn. Tit er bøgerne for større børn ret lette at læse rent teknisk, men samtidig er der altid noget at hente i indholdet.

Det er nemlig det, der gør Morten Dürr til noget særligt: Han har altid en god og vigtig historie at fortælle – og han gør det godt.

I den nyeste billedbog Ufo alarmen er emnet nattetisseri. Frederik vil ikke sove i børnehaven, fordi han tisser i sengen, men problemet bliver med megen humor løst af børnene og de voksne i fællesskab.

Det er en anden kvalitet, der kendetegner Morten Dürr. Han tager børnene alvorligt, og han lader dem ikke i stikken. Et af de emner, han har skrevet om, er mobning: Billedbogen Da Stella mistede håret og En lort med tusind ben for større børn. I Hviskelegen, der er let at læse, men for større børn, er emnet forældre der slår, og i Lines rekordbog, der har samme sværhedsgrad, har Line en far der drikker. Alvorlige problemer, som der måske ikke bliver fundet en endegyldig løsning på, men børnene er altid kommet et stykke videre ved slutningen af bøgerne.

De fleste af Morten Dürrs bøger er realistiske, men han har også skrevet fantasy og science fiction og også bøger, der bare er sjove. Jeg kan bedst selv lide de realistiske, men jeg vil også gerne fremhæve billedbogen Erik maler hunden blå, der mest er for sjov. Teksten er meget stram og næsten rytmisk, og det suppleres flot i Mads Bergs illustrationer.

Den mest alvorlige bog hedder Marias dukke. Den er – selv om det er en billedbog – mest for skolebørn. Maria er gadebarn, og hun og hendes storebror lever af at samle og sortere skrald. Nogle voksne henter det sorterede skrald, og børnene skal aflevere alt, hvad de finder. Men en dag finder Maria en dukke, der ser helt ny ud. Maria beholder dukken, og det går selvfølgelig galt. Det er en dybt rystende og gribende historie, den sorteste af Morten Dürrs fortællinger. Er der en bedre fremtid for Maria og hendes bror? Morten Dürr holder døren en lillebitte smule på klem, så historien ikke bliver helt ubærlig for børne-læserne.

Morten Dürrs bøger får en stor anbefaling fra mig.

Materialer