Kreativ sommerferie

11.07.19
I disse uger er der fuld gang i sommerferieaktiviteterne i hele Aarhus.

14 børn startede deres sommerferie på Dokk1’s billedkunstskole, hvor de i tre dage arbejdede intensivt. Der blev produceret farverige selvportrætter, formet guldstatuetter, der var verdensmestre i hver sit område og bygget intet mindre end en hel Favela.

I løbet af de tre dage stiftede børnene bekendtskab med mange forskellige teknikker og udtryk, og de fik mulighed for at lade de kreative ideer blive til skønne kunstværker.

Mikkeline på 10 år var på billedkunstskole for første gang. Hun har arvet sin kreative side fra sin mormor og elsker at være kreativ.

Det var virkelig sjovt at lave portrætbilleder. Vi fik først taget billeder, og så skulle man male oveni. Det var sjovt at male efter skyggerne, og fedt at man selv måtte vælge nuancerne. Da vi skulle lave statuetter, måtte vi også selv vælge, hvad de skulle være verdensmestre i. 

For Elisabeth på 10 år har de det været godt at stifte bekendtskab med nye kreative metoder og teknikker, men det sociale aspekt har også haft stor betydning.

Jeg har lært en masse. Vi har været her i tre dage, og man kan nå rigtig meget over tre dage. Jeg har lært mange nye teknikker og vil gerne arbejde videre med at male, når jeg kommer hjem. Jeg vil også gerne kunne gå til noget lignende i hverdagene. Og så har jeg lært en masse nye mennesker at kende. Det hele har bare været så sjovt.

For Laura på 13 var det Favelaen, der gjorde det største indtryk.

Jeg synes, det var sjovt at lave husene, for der kunne man virkelig bruge sin kreativitet og bygge det man ville. Det var jo nogle lidt fattige huse, vi skulle bygge, så det er et helt andet liv end det, vi selv lever. Men de formår at få det bedste ud af det. Jeg har rejst rigtig meget med min familie, og sidste år var vi på Costa Rica. Der var rigtig mange af den slags huse inde i byen, så jeg brugte noget af det, jeg kunne huske derfra, da jeg byggede min egen del af byen.

Det var ikke blot underviserne, der var gode til at give inspiration til nye teknikker og ideer. Børnene var også gode til at lade sig inspirere af hinanden undervejs i processerne.

Jeg fik også inspiration fra de andre. F.eks. at man kunne bøje bølgepap til at forme selve huset. Så jeg lavede mit hus i cirkler. Det blev ligesom en slags regnskov, hvor der vokser træer op af et hul. Jeg synes selv, det endte med at se ret godt ud, fortæller Ellen på 10 år.

Børnene havde stor opbakning hjemmefra, og Ellen så meget frem til at skulle vise værkerne til familien.

Min familie kommer til ferniseringen. Jeg glæder mig meget til at vise det, jeg har lavet. Jeg har også fortalt dem rigtig meget om det, når jeg kom hjem hver dag, så det bliver sjovt at se deres reaktion.

De fine værker blev offentliggjort til en fernisering torsdag d. 4. juli. efter tre dages intenst arbejde. Her mødte forældre, søskende, bedsteforældre og andre besøgende fra biblioteket op, for at høre om processerne og se de fine værker samt møde kunstnerne bag.

Er du blevet nysgerrig på at se resultaterne af de kreative processer, så kig forbi Tweensområdet på Dokk1 niveau 2.2. Her vil værkerne stå udstillet sommeren over.