Kan man løbe et kunstværk?

09.02.21
Svaret er JA - det kan man faktisk!

Nogle har måske allerede for år tilbage stiftet bekendtskab med dillen 'Løb en figur'. Men grundet de manglende muligheder for oplevelser og aktiviteter under corona lockdown, er det, at løbe en figur, blevet yderst populært igen.

Vi går, løber og cykler ture som aldrig før og udforsker vores by på nye måder. Så hvorfor ikke lægge et kreativt spor ind over og se, om I faktisk kan skabe kunst med jeres rute. At gå, løbe eller cykle en figur kan gøres på flere forskellige måder.

Med forskellige gratis apps kan du aktivere din ture, så den optegner hvor du har været. En mulighed er at lade det være helt tilfældigt, hvilket mønster du får skabt. Kig på det efter turen og se, om du kan få øje på nogle figurer i din rute.

I dette tilfælde blev løbeturen til en sød elefant uden bagben. Andre holder øje undervejs og lader optegningerne på kortet bestemme ruten, når de på turen kan begynde at se en figur dukke op på skærmen. Med andre ord skabes figuren løbende, i mere end en forstand.

Her dukkede snøvsen pludselig frem på skærmen under løbeturen.

Og i dette tilfælde blev kortet på mobilen vendt et par gange. Pludselig var det tydeligt, at det var en giraf der viste sig.

Den sidste metode er at kigge på kortet inden turen og se, om du kan få øje på figurer, ud fra veje og stier på kortet, og derefter tage turen i virkeligheden.

Har man børn er det oplagt at involvere dem i legen. Uanset om de er med på turen eller kan være med til at udfordre mor eller far med en ny figur til løberuten.

I nogle apps er det muligt at se, hvor hurtigt du har bevæget dig på visse strækninger. Med denne funktion kan I tilføje endnu en udfordring, idet figuren farvelægges med forskellige farver efter tempo.

Ønsker I at lave et rødt flag, skal turen altså tages i højt tempo. For at kunne holde det høje tempo og male flaget helt rødt, er det måske en tur der skal tages på cykel den dag. Ønsker I derimod at lave en grøn frø skal tempoet være medium, hvorimod en blå delfin kan skabes i sneglefart.

En helt anden model er at sætte farve på sin by. Med nogle apps kan man gemme tidligere ruter. Ved at udfordre sig selv til at løbe nye veje, kan man løbende farvelægge hele byen. 

Så på med løbeskoene og lad os sætte lidt farve på Aarhus.

Lægger du dit billede på de sociale medier, så benyt endelig #aarhusbibliotekerne og enten #løbenfigur eller #løbetdyr - og lad os inspirere hinanden til lidt kreativ motion.

God fornøjelse.

Materialer