Gør ferien længere med Den lange Rejse

Af Anonym (ikke efterprøvet)
01.02.16
Bøger er perfekte til det hurtige overspring, den tunge fordybelse, den afslappende ferie - og ved genlæsning få en til at føle sig tryg og hjemme, selvom man er på den anden side af kloden. Her er et bud på en bog, der i hvert fald kommer til at berige - og udfordre - min næste ferie.

Jeg hedder Camilla Tække, og jeg er projektleder på Open Source i Aarhus Kommune.

Hvis denne anbefaling skulle afspejle mit typiske læsemønster, havde jeg skrevet om min ottende tur med Frodo og ringen eller lovprist David Eddings, Philip Pullman eller Brandon Sanderson. Med det sagt, skal denne anbefaling dog omhandle noget, mit selvbillede (og selvbedrag) tror, at jeg bruger 80 % af min læsetid på. En af de store og tunge. En af de bøger, min far altid har kædet sammen med dannelse, og jeg derfor næsten har været bange for at åbne.

Jeg har netop afsluttet først bind af Johannes V. Jensens Den Lange Rejse og skal bruge min ferie på bind nummer to. Første bind bestod af bøgerne ’Det Tabte Land’, ’Bræen’ og ’Norne-Gæst’ og er en lang poetisk beskrivelse af menneskets opståen og overlevelse (og ilden der skal opfindes igen og igen og igen). Den fænger på en anden måde end historien om helten, men den kan et eller andet med sine mange ord, spøjse metaforer, sindsyge natur og uhyrligheder i parenteser. Jeg har før besøgt Hr. Jensen, da jeg for mange år siden læste Kongens Fald. Den Lange Rejse er dog gjort af noget andet (og tungere) stof, og adskiller sig fra sin tyndere slægtning på mange punkter – især i de lange og mange beskrivelser og anderledes narrativer. Jeg kan varmt anbefale Den Lange Rejse (indtil videre), da jeg beundrer bøger, der får mig til at undres, provokeres og glædes over naturen, primitive relationer og menneskets absurde overlevelsesevne.

Materialer