Godbidden - 2 smukke, norske billedbøger

Af Anonym (ikke efterprøvet)
09.09.10
Bøgerne om Garmann henvender sig med sine særprægede billeder og krævende tekst til de ældste billedbogslæsere.

Den norske designer og grafiker Stian Hole, der debuterede som billedbogsforfatter i 2005 har modtaget både norske, nordiske og en enkelt amerikansk pris for sine 3 særprægede bøger om den 6-7 årige Garmann.

2 af bøgerne er oversat til dansk, Garmanns sommer, 2008 og Garmanns gade, 2010.

I Garmanns gade lokkes Garmann af den ældre og barske dreng i gaden til at tænde en tændstik. De står udenfor havelågen til frimærkemandens hus, og da Garmann brænder fingrene og taber tændstikken, går der ild i det tørre græs. Den gamle mand, et tidligere postbud, får fat på brandvæsenet og der sker ingen skader.

Efterfølgende udvikler der sig et venskab mellem drengen og den gamle, for ”Garmann stak i det mindste ikke af”.

En fin historie, hvis handling måske er set før, men det er sprogtonen og illustrationerne til gengæld ikke. Teksten er på samme tid stram og poetisk og der står meget mellem linjerne. De meget smukke og særprægede billeder er lavet i photoshop med en blanding af tegning og fotografi , indimellem forvrængede og næsten surrealistiske.

Bogen stiller krav til målgruppen, der er tænksomme børn fra ca. 5 år. Både de og deres for-ældre vil kunne nyde bogen, der kan læses mange gange, før alle lag er afdækket.

for at skrive en kommentar.
Materialer