Gæsteblog: Stanley Kubrick og den klassiske musik

28.11.11
Helene Appel, stud. cand. mag. i Musikvidenskab og Film & TV, gæsteblogger om sin store interesse: Filmmusik. Her skal det især handle om Stanley Kubric og hans brug af klassisk og prækomponeret musik.

Filmmusik – Et begreb, der forener to store æstetiske fænomener. Med filmkomponister som Danny Elfmann, Bernard Herrmann og Howard Shore er filmmusikken med tiden blevet accepteret i musikverdenen som en selvstændig genre.  På trods af det vælger mange filmskabere stadig at gøre brug af fortidens store musikalske værker.

 

Blandt pionererne indenfor denne filmmusikstil kan den amerikanske filminstruktør Stanley Kubrick nævnes. Han skabte på sin vis en ny filmmusikæstetik, der viste sig skelsættende for film i 1960’erne og årtierne frem. For filmproducenterne fandtes der mange fordele ved brugen af prækomponeret klassisk musik i deres film. Først og fremmest gjorde det selve produktionen meget billigere, eftersom der ikke skulle hyres dyre og højagtede komponister til selve kompositionsarbejdet. Desuden gjorde det sagen en del nemmere, at ophavsretten på de klassiske værker var løbet ud – som de gør efter 100 år - , og at musikken derfor var frit tilgængelig. Men for Kubrick var det også et spørgsmål om at give sine film en humoristisk, provokerende og i særdeleshed unik lydside.

 

”Hvorfor bruge mindre god musik, når der er masser af fantastisk orkestermusik til rådighed fra fortiden og vores egen tid?”

 

Således spørger Kubrick i forbindelse med et spørgsmål om hans brug af Johann Strauss’ "An der Schönen Blauen Donau" i sin film "2001: A space Odyssey" (1968). Udover at være fantastisk underlægningsmusik var der dog flere hensigter med Kubricks valg af musik. Et godt eksempel er science fiction-filmen A clockwork orange (1971), hvor Beethovens 9. symfoni udgør størstedelen af soundtracket. Hovedpersonen og voldspsykopaten, Alex de Large, har en fascination af Beethoven, hvilket i høj grad præger filmens lydside. Alle volds – og voldtægtsscenerne i filmen bliver igennem musikkens ynde nærmest fremstillet som dans, og karakterernes seksuelle og voldelige drifter bliver derfor næsten komiske. Filmens groteske karakter træder derfor tydeligt frem igennem musikken. Beethoven og hans musik spiller altså en ufrivillig, integreret rolle i filmen på lige linje med de øvrige karakterer.

 

På grund af bemærkelsesværdige og succesrige filmpionerer som Stanley Kubrick er den klassiske musik blomstret stærkt op i filmindustrien fra og med 1960’erne, og fortidens store komponister som Beethoven, Bach og Mozart er dermed blevet vigtige medspillere i den klassiske Hollywood-film.

 

Se flere eksempler på film, der bruger prækomponeret musik nedenfor og lån dem og deres soundtracks på biblioteket.

 

for at skrive en kommentar.
Materialer