Er du også en planlægningsnørd?

23.05.19
Så skal du måske lave din helt personlige bullet journal.

I takt med at vi får mere at se til i vores hverdag, er behovet for planlægning også steget. En bullet journal er et værktøj, der kan hjælpe med dette.

En bullet journal er en notesbog, der både fungerer som en kalender, en to-do-liste, en dagbog i punktopstillinger m.m. Dermed kan du i ét samlet værktøj strukturere både tid, mål og opgaver.

”Der er mange, der synes, at det er en tosset hobby at have. Hvorfor skulle man gide tegne sit eget kalendersystem, når der findes mange digitale og analoge løsninger? Men bullet journaling er både et kreativt outlet og et planlægningsværktøj. Mange har gode erfaringer med at være mere produktive, fordi en bullet journal kan designes til at booste gå-på-mod. Derudover er det jo bevist, at kreativitet træner og styrker hjernen. Hertil kommer naturligvis det helt åbenlyse: i en hverdag, som er præget af sociale medier, er det skønt at have en hobby, som giver mulighed for at tune helt ind på sin egen verden uden forstyrrelser.” forklarer Sidsel Kudahl.

Bullet journal fællesskabet eksisterer primært gennem foreningen Nordic Planner Society og facebookgruppen Bullet Journal DK, der på nuværende tidspunkt har 4,800 medlemmer og blandt andre har Sidsel i spidsen.

Det var i den danske facebookgruppe, to af brugerne tog initiativ til at mødes med andre med samme interesse. Sidsel og Irene Wong er begge fra Aarhus og havde bemærket, at der var grupper der mødtes om denne nichehobby i København og Aalborg. Men ingen i Aarhus.

”I dette forum blev vi enige om, at det kunne være superfedt at mødes med andre med samme interesse, for bullet journaling er lidt er nicheområde. Irene og jeg tog så initiativ til at oprette Dokk1-eventene, men vi har aldrig mødt hinanden før disse” siger Sidsel.

Dette møde viste sig at være en succes, og gruppen er derefter fortsat med at mødes. De ses nu en gang om måneden, hvor ca. 13 personer deltager, hver gang eventet afholdes. Aldersspredningen er også stor og spænder på nuværende tidspunkt fra 11-53 år. Gruppen har valgt at mødes på Dokk1 i Aarhus, da det ligger centralt. På den måde er det nemt for alle at deltage, da de deltagende både er her fra byen mens andre kommer langvejs fra, for at mødes med de andre entusiaster. De glade planlægningsentusiaster inspirerer hver måned hinanden i det kreative arbejde med at skabe og udsmykke deres helt unikke journals. Dette sker, når der afholdes Bullet Planner Events i Hjørnet på Dokk1 i Aarhus.

Vi var et smut forbi ét af disse events søndag d. 19. maj for at mærke stemningen og få et indblik i de metoder, der blev benyttet. Denne dag var folk fra både Aarhus, Randers, Odense og Svendborg mødt op.

De fremmødte lagde især vægt på, at der kun er én regel i bullet journaling, og det er, at der ikke er nogen regler. ”Min bog – mine regler” var ordene. Det er altså netop det, at man kan skabe sin bog helt ud fra egne unikke ønsker, behov, kreative evner og budget, der er essensen af en bullet journal. De besøgende til denne event havde i deres bullet journals fokus på kalenderfunktionen, begivenheder, noter, dagbog, overblik over kost, væske, motion, udgifter, humør og hovedpine samt stress kontrol og en oprydningsplan.


Inspirationen til deres personlige bullet journals får de fra de andre fremmødte til eventet, fra bullet journal-gruppen på Facebook samt de sociale medier. Det er kreativt, afslappende og lidt gammeldags. Når man mødes med andre med denne interesse, bliver noget, der egentlig er så personligt pludselig også socialt. Alle kan være med, og det behøver ikke koste en formue. Med en notesbog til 10 kr. og en kuglepen, kan du faktisk komme ret langt.



Laver du selv bullet journals og/eller elsker du bare planlægning, så kom og vær med! De glade bullet journal entusiaster mødes igen den 16. juni, 21. juli og 11. august og alle er velkomne til at deltage. Det er gratis, og du skal blot medbringe noget at tegne på (evt. notebook), noget at tegne med og højt humør!

Har du selv interesse i hobbyen, eller er du blevet nysgerrig på at vide mere, kan du læse mere om foreningen her

Konceptet bullet journaling stammer fra en den amerikanske Ryder Carroll, der også har skrevet bogen ”The bullet journal method: Track your past, order your present, plan your future”. Bogen er også oversat til dansk og begge udgaver kan ses herunder, hvor vi har samlet bøger og artikler om emnet.

God fornøjelse

Materialer