Du er ikke for lille til at gøre noget stort!

04.06.20
Den 5. juni er det, foruden fars dag og Grundlovsdag, også International Miljødag.

Vi kender alle Greta Thunberg og hendes kamp for at redde vores planet. At gå foran i en sådan kamp kræver mod og gode taleevner. En stærk pige med stærke holdninger.

Der gøres meget rundt om i verden for at passe bedre på klimaet, og FN’s verdensmål er et greb i den rigtige retning.

Men der er andre, der som Greta, startede kampen i en ung alder. I Horsens har Frida Varberg på 11 år lavet en klub sammen med nogle klassekammerater. Klubben hedder ”Red Vores Planet” også kaldet RVP.

Klubben består af Frida og 7 af hendes klassekammerater fra 5.a på Steensballeskolen.

Det hele startede med en opgave i faget Natur og Teknologi i 3. klasse. Eleverne fik valget mellem at se et program eller gå ud og samle skrald. Frida og andre fra klassen valgte det sidste.

”Da vi var færdige med timen, var vi enige om, at vi ikke ville nøjes med at gøre det én gang. Det ville være en god ide at gøre det igen. Vi lavede det til en leg og aftalte, at vi ville samle skrald i frikvartererne. Alle dem der samlede skrald den dag er med i RVP” fortæller Frida.

Klubben ønsker at gøre en forskel. De fjerner derfor skrald fra skolen og sorterer det, så det kommer i de rigtige containere. Foruden skrald samler de også pant, og de indsamlede penge doneres til velgørende formål.

For at skabe opmærksomhed på klubben, har Frida syet badges til medlemmerne i filtstof. De fine badges er lavet, så de forestiller jorden og har påsyet klubbens logo.

Men selv når hun er hyggekreativ derhjemme, falder tankerne ofte på RVP. Dette har ført til alt fra tegninger og malerier til hårpynt og bogmærker med klubbens logo. Og en ny idé hos den unge miljøforkæmper er at lave fine ting i perler, der kan indsamle ekstra penge til de gode formål.

Men det er ikke kun Frida, der finder på kreative måder at skabe opmærksomhed på klimaproblematikken og klubben. Der er blevet lavet T-shirts med logoet og ekstra badges i perler. Der er også en hjemmeside på vej, hvor de vil lægge billeder af klubben og dens arbejde samt gode tips og tricks til, hvordan man selv kan ændre sine handlinger, så vi sammen kan redde vores planet.

Klubben er også ved at være klar til at optage nye medlemmer.  Det har dog været sat en smule i bero grundet Corona, men plakater og tilmeldingssedler er under udvikling, så der kan rekrutteres flere fra årgangen, når skolen er tilbage til det mere normale igen.  

Men som klubmedlem skal man brænde for formålet og ikke bare være med for at få en af Fridas kreative badges.

Foruden stolte forældre og lærere, har klubben også vakt opsigt i det større klimabillede. Den internationale bevægelse, ”Fridays for Future”, stiftet af Greta Thunberg, har tilbudt klubbens medlemmer at blive ambassadører.

Frida og de andre fra klubben ”Red Vores Planet” er meget inspirerende og minder os i anledning af den Internationale Miljødag om, at vi alle, uanset alder, kan gøre en stor forskel blot ved at ændre vaner og tænke over vores handlinger. Der findes mange måder at gøre det på. Vi har derfor samlet en liste med inspirerende bøger herunder.

Læs blandt andet om Greta Thunberg og hendes kamp for miljøet, hvordan du ved hjælp af din have kan være med til at redde kloden, hvordan du kan genbruge skrot og skrald til kreative projekter og indretning i hjemmet og meget mere. 

Materialer