Alternative film

22.12.11
Per Kjær skriver denne gang om danske film, der produceres billigt og fortæller om et Danmark, der er langt fra glansbilledets verden.

Af Per Kjær, redaktør på www.danskfilmogtv.dk

Jeg har tidligere skrevet lidt omkring tv-julekalendere og julefilm og om de store følelser som er kommet til udtrykt i forskellige danske spillefilm.

Dette blogindlæg skal derimod handle om en overset del af den danske spillefilmsproduktion. Det er spillefilm som på flere måder kan virke billige og som altid er produceret af små filmselskaber. Filmene er produceret for stort set ingen penge, og det skinner igennem. Men jeg tror filmene har et publikum, som nyder disse film, fordi der samtidig fortælles om et alternativt Danmark, som vi via aviserne desværre kan se eksisterer. Der er ofte tale om små gangstere og uskyldige ofre – ofte kvinder. Men samtidig om de sindssyge handlinger, der fører til forbrydelsen.

Når man snakker alternative film på det danske markedet, vil navnet Kim Sønderholm hurtig dukke op. Han har været en af drivkræfterne på dette område. På spillefilm starter det i 2005 med ”Brutal Incasso” af Jonas Kvist Jensen. Kim Sønderholm spiller rollen som gangsteren Michael, der sammen med vennen Jim skal inddrive penge. Og det er de bestemt meget dårlige til. Filmen er samtidig en sød parodi over denne type gangsterfilm, hvor alt der kan gå galt, selvfølgelig gå galt for de hårde gangstere. I 2007 var Kim Sønderholm instruktør på ”Craig”. Craig Anderson er anholdt for mordet på sine forældre og Ian Burns spiller Craigs far. Efterhånden som filmen skrider frem, får vi Craigs historie om at finde kærligheden. Det er ikke let og kvinderne bliver bange for ham, når de lærere ham nærmere at kende. Endelige møder vi Kim Sønderholm i ”Rovdrift” (2009) af Emil Ishii. Laura vil lukke baren, men er inden tæt på at blive voldtaget af en bargæst. Laura bliver nervøs, hvorfor hun vælger at tage en taxa hjem til kæresten. Det skulle hun aldrig have gjort. Kim Sønderholm spiller taxa-chaufføren med den sindssyge tankegang, så snart er det en kamp på liv og død for Laura. Laura spilles af Camilla Metelmann, der ligeledes var med i ”Kunsten at græde i kor” (2007).

Dennis Bahnson var fotograf og klipper på ”Brutal Incasso” (2005), men i 2009 prøvede han selv kræfter i instruktørstolen med filmen ”Krokodillerne”. Filmen har ligesom ”Brutal Incasso” forbryderne i centrum. Denne gang er det fire småforbrydere, som laver små bræk på bestilling. En dag går det dog galt for de fire, og de skal nu have udredet trådene i forhold til familien og til et par andre forbrydere.

David Noel Bourke er en anden instruktør af disse alternative film. Tilbage i 2003 lavede han ”Last exit” og ”No right turn” i 2009. Morten Vogelius spiller hovedrollen i ”Last exit” som Nigel, der overhovedet ikke kan finde ud af sit liv. Som håndlanger for gangster, med en kæreste, der er gravid og en luder som Nigel er helt betaget af, kan Nigels liv kun gå ned af bakken. I ”No right turn” følges et venskab mellem to kvinder og hvordan mændene er kedeligt påhæng til kvindernes liv. Mændene har overhovedet ikke styr på noget i deres eget liv og det må selvfølgelig få konsekvenser. Det er en udmærket opfølgning på ”Last exit” og efter min mening en væsentlig bedre film, selv om hovedpointen i de to film er ens.

Anne Pinnerup Knopper producerede i 2010 spillefilmen ”Søde lille du” af Charlotte Madsen. Filmen har indtil nu kun været vist i Lemvig og Ishøj, og endnu ikke nået til et DVD-publikum. Denne type film er ellers kendetegnet ved, at de ofte kun har premiere i enkelte biografer og derefter udgives på DVD. Filmene findes kun hos få forhandlere, og det kan være lidt at en opgave at få fat i filmene.

Til sidst skal nævnes ”Opstandelsen” (2010) af Casper Haugegaard. Den udkom på dvd 10.5.2011 hos Another World Entertainment, som har gjort et stort arbejde for at få disse alternative spillefilm ud til et bredere publikum. Another World Entertainment står bl.a. også bag udgivelserne af Christian Braad Thomsen og Jytte Rex spillefilm på dvd, men har også udgivet klassiske danske porno-film som f.eks. ”Pornografi” (1971) og ”Dværgen” (1974).

 

Andre spillefilm fra det alternative marked:


Beton hjerter (2005) af Michael Zile
Pistoleros (2006) af Shaky Gonzáles
Glimt (2006) af Nicolas Russell Bennetzen
Codename : Yin/Yang (2006) af Bo Mørck Penstoft & Henrik Andersen
Preludium (2008) af Johan Melin
Profetia (2009) af Johan Melin

Materialer